'Hvordan fanden kan I være jer selv bekendt?'

Sådan indleder 29-årige Michelle Nielsen fra Brøndby et indlæg på radiostationen The Voices Facebook-side. I radioen hørte hun en reklame for dating-siden 'Victoria Milan', der blandt andet har sloganet: ''Gør livet levende - ha' en affære'.

Denne gang var reklamen dog ikke 'kun' en reklame om at have en affære. Men en reklame, som henvendte sig til børnefamilier, hvor mor og far blev opfordret til at finde en affære, hvis det hele blev for hårdt.

'Er det, hvad vi skal lære vores børn? At når mor og far har det lidt hårdt, så går en af dem ud og har en affære, og så er alt godt igen,' skriver Michelle Nielsen på radiostationens Facebook-side og slutter sit indlæg med:

'Kom ind i kampen, Voice, og ta' et ansvar.'

Hendes indlæg, der blev skrevet onsdag, er i skrivende stund blevet 'liket' næsten 7.000 gange og har startet en debat om grænserne for, hvad man kan og ikke kan tillade sig at sende i et radioprogram, som alle kan høre.

Både for og imod

Det var dog ikke første gang, at Michelle Nielsen havde hørt en reklame fra dating-siden Victoria Milan. Men den nye målgruppe for reklamerne, børnefamilierne, fik bægeret til at flyde over.

For nylig blev hun nemlig selv mor, skriver hun til bt.dk.

»Ved de nye radiospots henvender Victoria Milan sig til en ny målgruppe - børnefamilierne. Da jeg selv for nylig blev en del af den denne målgruppe, og da jeg har set hos andre par/forældrepar, hvordan utroskab kan ødelægge så mange ting, især for børnene, valgte jeg at reagere ved at skrive mit opslag,« skriver hun og fortsætter:

»Jeg har på intet tidspunkt sympatiseret med Victoria Milans produkt og/eller reklamer, men da de nu retter sig mod mig/forældre, finder jeg deres budskab, og The Voice/SBS’s medvirken til at udbrede den, dybt uetisk og amoralsk.«

Og Michelle Nielsen er langt fra den eneste lytter, der har det svært ved netop de Victoria Milan-reklamer.

'For mit vedkommende rammer min radio ikke The Voice, før den klamme reklame slutter!,« skriver Brian Bech Nielsen, mens Bettina Jensen skriver:

'Hader den møgreklame, bliver ond, hver gang jeg hører den! Opfordre til utroskab, FØJJJJ.«

Andre igen mener dog ikke, at man kan lægge skylden over på The Voice.

»Jeg kan virkelig ikke se, hvordan ansvaret nogensinde kan ligge hos hverken The Voice eller Victoria Milan - eller nogen som helst andre, end den, der vælger at have affæren. Hvis man vil gøre det, så gør man det nok uanset om der er reklamer eller hjemmesider tilgængelige. Jeg synes istedet folk skal lære at tage ansvar for egne handlinger. Ingen tvinger nogen til at bruge den side. Og om den er der eller ej, om der er reklamer for den eller ej - det tror jeg sgu ikke ændrer noget som helst,« skriver Jeff Jensen til Michelle Nielsens Facebook-opslag.

'Hvad med mobning?'

Det er dog ikke fordi, Michelle Nielsen tror, at reklamerne kan få folk til at være utro.

»Dét, som er pointen i mit opslag, og som jeg undrer mig over, er, hvorfor The Voice/SBS vælger at sende radiospots, som opfordrer til utroskab i børnefamilier. Én ting er at opfordre til at være utro, hvilket der er konsekvenser nok ved i forvejen for de involverede parter, men i dette tilfælde handler det også om børn, og at konsekvenserne for dem er langt større, hvis affæren vel at mærke opdages,« skriver Michelle Nielsen til bt.dk og tilføjer:

»Lad mig opstille et eksempel: Hvad nu hvis jeg betalte SBS for at sende en reklame, som opfordrer til mobning? Det er etisk og moralsk forkert, men det er da lovligt - ville de så gøre det? I kraft af SBS’s omfang i radiobranchen, og især The Voice’s tilstedeværelse i de unges miljø, mener jeg netop, at de har et klart ansvar som samfundsaktører, og derfor som minimum bør agere i overensstemmelse med samfundets normer for etik og moral.«

Ikke nødvendigvis enige i budskabene

Hos The Voice lyder forklaringen på reklamen, at man har valgt ikke at udøve censur. Det skriver radiostationens programchef, Mikkel Westerkam, som et svar på Michelle Nielsens indlæg.

'Kære Michelle. Tak for dit opslag på vores side og til alle, der har kommenteret, hvad enten det er imod, for eller et sted i midten. Det er helt klart en reklame, der vækker opmærksomhed. Vi har valgt ikke at udøve censur, så længe en annoncør overholder dansk lovgivning,' skriver han.

Det betyder dog ikke, at stationen er enige i de holdninger, der kommer frem i reklamerne, understreger han.

'Omvendt betyder det ikke, at vi er enige i de meninger eller holdninger, der bliver udtrykt i reklamebudskaberne. Når det er sagt, så læser, lytter og samler vi den feedback, vi får til løbende evaluering, uanset om det handler om vores programmer, den musik vi spiller eller de budskaber som annoncører indrykker i reklameblokken. Så igen; tak for at byde ind med de mange forskelligartede kommentarer!'