Og som bandets koncert i Amager Bio til al rigelighed beviste, så har Steel Panther lært lektien fra forbillederne i en grad, så bandet faktisk er musikalsk BEDRE end mange af samme forbilleder. Mens mens såvel håret som tøjet (tænk spandex, sølvlamé og strategisk snittede tanktops) nok fik de mere følsomme i en pænt fyldt sal til at overveje, om momentan blindhed ikke var at foretrække frem for dét syn, Steel Panther er på scenen.

På den anden side set: hvorfor græde snot over den slags bagateller, når man kan græde af grin over Steel Panther.

Jo, de spiller sgu’ godt, og mange af stålpanterens sange er reelt medrivende ørehængere, som mange af de bands, som faktisk tager dette her alvorligt, ville have solgt deres hårspray for at have skrevet. Men først og fremmest er Steel Panther monumentalt morsomme. Som da guitaristen Satchel efter to numre forkynder for publikum:

-Vi har været i gang i ti minutter, og vi er allerede blandt de 100 bedste heavy metal bands, der har spillet i Danmark.

Eller senere på aftenen:

-Jeg har bollet 40 kvinder på stribe, men jeg indrømmer, jeg tog en lur mellem nummer 17 og 18. Derfor har jeg skrevet denne sang.

Hvorefter Steel Panther kastede sig ud i ”17 Girls In A Row”, hvor teksten blandt andet indeholder følgende følsomme tirade:

”I banged seventeen girls in the grocery store and never lost my erection…”

Og sådan var det hele vejen, fristes jeg til at skrive. Indholdet i såvel bandets tekster som dét, medlemmerne siger mellem numrene, er af en karakter, så det kunne sende såvel puritanere som den forsamlede ligestillingsbevægelse på nærmeste nervesanatoriums akutmodtagelse, inden du kan nå at sige ”Anne Vibeke Holst”.

Men igen: kan man tage mosten og humoren i gulvhøjde, så er det altså skideskægt og ikke så lidt af en fest. Personligt kunne jeg ikke få nok af den mesterlige morskabs-hymne ”Death To All But Metal”, hvor sanger Michael Starr i en tekst, som sært nok ikke har fået ham buret inde, indleder med at foreslå, hvad Eminem og Dr. Dre kan gøre ved hinanden, inden han sætter trumf på:

”They can suck a dick, they can lick a sack/ Everybody shout: HEAVY METAL’S BACK!”

Den linje er så det rene børnerim ved siden af resten af teksten, men igen: hvis du ikke kan tage det, så hold dig langt væk fra Steel Panther.

Vi andre kan tage det, og jeg tager gerne en tur mere, næste gang Steel Panther bestemmer sig for at sende puritanerne skrigende mod højtbeliggende steder hér i pastoratet.