I finalen besejrede han landsholds-kollegaen Michael Maze 21-18, 21-12, 19-21, 21-4.
"Jeg spillede en rigtig god kamp. Og i modsætning til tidligere indbyrdes møder havde jeg ikke problemer med at tage hans server," siger Martin Monrad, der netop har underskrevet en ny, ét-årig kontrakt med den tyske klub Borussia Dortmund.
Landstræner Peter Sartz roste DM-stævnets sportslige niveau til skyerne:
"Specielt semifinalen mellem Maze og Allan Bentsen var fremragende.
Set fra sidelinien mindede deres fight mest af alt om en knaldhård boksekamp."
Og Allan Bentsen var enig, selv om han tabte i fem tætte sæt og dermed for første gang i 10 år ikke kvalificerede sig til DM-finalen.
"I matchens slutfase bevægede jeg mig ubevidst for langt væk fra bordet. Og det blev desværre afgørende," vurderer Allan Bentsen.
Han får en travl uge.
Allerede i morgen skal han i kamp for sin klub, Malmö FF, i Allsvenskan, og dagen efter udfordrer han - sammen med Martin Monrad, Michael Maze og Finn Tugwell - Slovakiet i en oprykningskamp til Europaligaens Superdivision i Århus.
Hos kvinderne genvandt Pia Finnemann det danske mesterskab i single, da Trine Grauholm i finalen blev besejret i fire sæt.