Monica Lewinsky taler ud om tiden efter Clinton: Jeg overvejede selvmord


I slutningen af 90'erne var hun en af de mest omtalte kvinder i verden. »Skammen klæbede til mig som tjære,« siger Monica Lewinsky. Hendes affære med daværende præsident Bill Clinton blev et af de første eksempler på, hvordan medierne - men især internettet - blev brugt til at slagte en kvinde offentligt på grund af hendes seksuelle adfærd.
Det er næsten 20 år siden, Monica Lewinsky blev kendt som 'that woman' (dén kvinde) i forbindelse med rigsretssagen mod Clinton. Alligevel mærker den nu 42-årige tidligere praktikant i Det Hvide Hus stort set dagligt konsekvenserne af sin flirt med verdens mægtigste mand. En affære, hvor Clinton red stormen af og blev frikendt, mens Lewinsky fik livsvarige ar på sjælen.

»Jeg blev stemplet som en bums, en luder, en tøs, en hore, bimo og så selvfølgelig som 'that woman' (Sidstnævnte var det udtryk, Clinton selv brugte om Lewinsky i en tv-tale, red.) Det var nemt at glemme, at 'dén kvinde' havde flere dimensioner, hun havde en sjæl og engang var uskyldig.«
Sådan har Lewinsky tidligere beskrevet forløbet, hvor hun - fra det ene øjeblik til det andet - gik fra at være en helt almindelig og anonym ung kvinde til at være på alles læber og den direkte årsag til, at både stol og ægteskab en overgang vaklede gevaldigt for præsidenten.
»Jeg følte det, som om hvert lag af min hud og min identitet blev flået af mig i '98 og '99. Jeg blev flået, på en måde. Jeg følte mig helt utrolig rå og bange, men jeg følte også, at skammen klæbede til mig som tjære.«
Det fortæller hun i et af sine sjældne interview med den britiske avis The Guardian, hvor hun også fortæller, at hun en overgang seriøst overvejede at tage sit eget liv. Hun kom heldigvis aldrig så langt ud, at hun gjorde alvor af tanken, men:
»Jeg var ret tæt på,« fortæller hun.
Tilbage i 1995-96 var Lewinsky praktikant i Det Hvide Hus. Her fik hun et seksuelt forhold til præsident Clinton, men forholdet blev afsløret, fordi hun betroede sig til en kollega. Kollegaen, Linda Tripp, satte en fælde op for Lewinsky, hvor hun optog deres samtaler på bånd. Og så rullede skandalen.
Clinton benægtede i første omgang forholdet med den berømte sætning:
'Jeg havde ikke et seksuelt forhold til den kvinde, frk. Lewinsky.' Senere indrømmede han dog, at de to havde haft en affære. Der blev rejst en rigsretssag mod Clinton i slutnignen af 90'erne, men han endte med at bliver frikendt i alle anklager.
I månederne og årene derefter blev Lewinsky hængt offentlige til tørre og genstand for spot og spe både i sit hjemland og i resten af verden.
Hun blev til en levende vittighed om et blowjob og cigarer.
Omverdenen så hende som et rovdyr. Talkshow-værter gjorde igen og igen grin med hende. Værst var det, da Jay Leno mere end antydede, at Lewinsky havde givet præsidenten oralsex:
»Monica Lewinsky har taget alt det på, som hun tabte sidste år. Hun overvejer at få kæberne syet sammen, men på den anden side: Næh, hun ønsker ikke at opgive sit sexliv.«
En feminist blev udspurgt om Lewinskys fremtid og svarede:
»Hun kan leje sin mund ud.«
Monica Lewinsky ser sig selv som 'patient nummer ét', den første person, der fik sit omdømme smadret over hele verden på grund af internettet.
I dag arbejder hun for at bemæmpe mobning i cyberspace. Hendes mission er at afskaffe 'cybermobning og nettets beskæmmende chikanekultur.'
Men hvor Bill Clinton i dag holder fine foredrag og anses som en respektabel eks-præsident og måske kommende 'første-dame', har Lewinsky levet i skam og haft mere end svært ved at finde et job for slet ikke at tale om en kæreste.
»Men synes, det er rimeligt at sige, at uanset hvilken fejltagelse, jeg begik, så blev jeg hængt til tørre af en masse mennesker - af en masse feminister, som var højrøstede. Jeg ville ønske, at det var blevet håndteret anderledes. Det var meget skræmmende og meget forvirrende at være en ung kvinde, som blev kastet ud på den internationale scene og som ikke tilhørte nogen gruppe. Jeg hørte ikke til nogen steder.«