Hun smilede, svarede beredvilligt på pressens spørgsmål, men da Monica Christensen én gang for alle forlod dansegulvet i Vild med dans og fik det første medlidenhedskram, kom tårerne.

Både golfspilleren og hendes dansepartner Thomas Evers ærgrede sig tydeligt over ikke at komme længere i årets Vild med dans. Dommernes kritik af deres jive var hård, og seerne valgte efter omdansen at stemme dem ud og frede Bingo Banko-værten Joachim Ingversen.

Du virker forholdsvis fattet?

- Nej, det er jeg slet ikke. Slet ikke. Jeg skal bare ud på den anden side, så tuder jeg, sagde Monica Christensen, og dér steg allerede de første tårer op.

Få sekunder senere kom meddeltageren Camilla Bendix, der høstede fredagens højeste pointtal, og krammede den unge golfspiller, og så kom tårerne ellers..

Forinden gættede Monica Christensen også på, at hun bare skulle ud og have lov til at være sig selv og være ked.

- Jeg skal ikke med til efterfesten. En øl - så tuder jeg! sagde hun.

Dommerne revsede især Monica Christensen fysik, at hun ikke fik lagt nok energi nok i sine spark i jiven. Hun skulle slet og ret lytte mere til sin dansepartner Thomas Evers og 'danse bedre', som Britt Bendixen dundrede løs.

- Min fysik fejler sgu ikke noget, sagde hun efterfølgende, og Evers fulgt op:

- Nej, og hun er også skide lækker! hvilket trods alt stadig kunne udløse et smil hos dansepartneren.

Selvom de færreste danskere umiddelbart kan sætte navnet Monica Christensen i forbindelse med noget, så mente hun ikke, at det var hendes mangel på kendthed, der udløste udstemningen.

- Nej, jeg er måske ikke så kendt, men det er Joakim heller ikke. Jeg tror nærmere, at seerne har taget dommernes ord til sig og troet på det, de sagde.

Thomas Evers Poulsen lagde ikke skjul på, at han ikke var enig i dommernes pointgivning.

- Jeg er ikke enig i det, dommerne sagde. Men der også mange af deres andre vurderinger i aftes, som jeg ikke var helt enig i. Monica var én af de bedste jive-piger i aftes! sagde han og gav sin partner et trøstende kram, inden de for sidste gang forlod gulvet.

Den næste uge skal de otte resterende par øve sig i at danse disco.