Mogens Palle har fundet en hårdtslående argentiner til unge Ditlev Rossing i kampen om junior VM-titlen hos WBC.

Den 22-årige danske cruiservægter Ditlev Rossing står over for sin ubetinget største opgave, når han går i ringen til sin første titelkamp som professionel bokser.

Det sker i forbindelse med Mogens Palles 60-års jubilæumsstævne den 5. januar i Frederiksberg-Hallerne i 2018. Her skal Ditlev Rossing kæmpe om verdensforbundet WBCs junior-VM-titel for boksere under 25 år.

Nu er der også fundet en modstander til den unge dansker, hvor Mogens Palle henter den hårdtslående argentiner Miguel Angel Peralta til Danmark.

Det afslører Mogens Palle over for BT.

»Ditlev skal møde en argentiner, der hedder Miguel Angel Peralta, der har vundet ni ud af ti kampe og otte af dem på knockout. Det bliver en hård kamp,« siger Mogens Palle.

Han fortæller også, at WBC har godkendt kampen, og dermed er den en realitet ved det kommende stævne, der tæller yderligere tre titelkampe i kampprogrammet.

Her skal Jonas Madsen og Andreas Lyngaard i ringen i et regulært danskeropgør om IBFs junior-VM i letsværvægt, mens Jeppe Morell møder svenske Sven Fornling om IBFs baltic-titel i letsværvægt. Derudover skal talentfulde Enock Poulsen i kamp om WBCs internationale-silver titel i superletvægt.

Mogens Palle har store forventninger til Ditlev Rossing, som han ser et stort potentiale i for fremtiden i dansk professionel boksning.

»Ditlev har det, der skal til. Han kan gå i ringen og slå en modstander ud med et slag. Han er typen, der er aggressiv og underholdende at se på. Han er kun 22 år, og han er sammen med folk som Oliver Meng og Jonas Madsen unge folk, der har tiden for sig,« siger Mogens Palle.

Den 83-årige boksepromotors jubilæumsstævne byder også på hovedkampen mellem Lolenga Mock og russeren Dmitrii Chudinov, der i sin tid slog danske Patrick Nielsen i en VM-kamp i 2014 på hjemmebane i Moskva.

Mogens Palle og hans forretningspartner og tidligere bokser, Brian Nielsen, ser stævnet på Frederiksberg som den foreløbige kulmination på Danish Fight Night, der så dagens lys for to år siden.

»Det er en individuel eksamen og kulmination på to års hårdt arbejde, der gerne skal medvirke til en ny sportslig æra i dansk professionel boksning. Det er håbet, men det op til bokserne,« siger Mogens Palle.

Det er også planen, at den kvindelige bokser Sarah Mahfoud, unge Oliver Meng og sværvægteren Pierre Madsen skal i ringen til januar, der byder på i alt otte danske kampe.