Hans Henrik Bærentsen blev mobbet med at være københavner, da han flyttede fra Sorgenfri til Græsted, men han kunne slå fra sig, og desuden fik han sin første kæreste allerede i 7. klasse.

OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS og læs om den 59-årige komiker og skuespiller Hans Henrik Bærentsen. Her fortæller han om sine utallige forelskelser, mobning og slåskampe - og ikke mindst hans første møde med radiostudiet.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.

Hans Henrik Bærentsen blev mobbet med at være københavner, da han flyttede fra Sorgenfri til Græsted, men han kunne slå fra sig, og desuden fik han sin første kæreste allerede i 7. klasse.

 

Mor firede mad ned

Alt er jo sorgløst, når man er barn, sådan var det også i Sorgenfri, hvor jeg boede de første otte år af mit liv. Min mor, far og jeg boede på Ligustervænget, der var en etageejendom, vi boede på første sal med altan, som vendte ud til et stort græsareal, hvor jeg legede om sommeren. Når jeg ikke havde tid til at gå op for at spise og drikke, husker jeg, at jeg råbte nede fra plænen: »Moar, det er Henrik, der råber på altansiden«, og så firede hun en kurv med madpakker og drikkevarer ned. Det var nok spegepølse, leverpostej og limonade, som vi selv lavede. Når der var fest, fik vi en Valash- sodavand. Vi børn legede cowboys og indianere, nogle havde fjerprydelser på, og jeg havde både en lille indianerdragt og en Billy the Kid dragt med en lille hat og revolver. Heldigvis var der nogle, der strøede ’levepulver’ ud på os, når vi var døde.

 

Far blev kun 43

Jeg kom til at gå i tredje klasse i Græsted i 1965. Min far og mor havde altid drømt om et lille hus på landet, og på en af vores søndagskøreture i bil,fik vi øje på en grund. Mine forældre købte den, og min far gik i gang som selvbygger af et hus, selvom han ellers var automekaniker. Da huset havde været færdigt i et par år, blev min far alvorligt syg og indlagt på Rigshospitalet. Der var fejl i hans ene hjerteklap, og han fik opereret en kunstig svinehjerteklap ind. Den blev desværre afstødt - det samme gjorde den næste. Min mor besøgte ham på hospitalet næsten hver dag. En dag, da jeg var 14 og kom hjem fra skole, sad min mor og et familiemedlem og så meget, meget triste ud. Her fik jeg at vide, at min far var død. Jeg reagerede meget kraftigt på det, blev frygtelig ked af det og kunne ikke forstå, at jeg nu var alene med min mor. Det blev konstateret, at han havde en alvorlig hjertefejl. Far blev kun 43 år. Det tog hårdt på mig, og min mor påbegyndte nu en anderledes tilværelse som udearbejdende. Jeg tager indimellen en tur til kirkegården i Græsted og får en stille stund med min far. Det giver en indre ro.

 

Jul hele året

Her, da jeg var syv år, elskede jeg julen, og det gør jeg stadig. Man kan se, at både juletræet og jeg stråler. Julesange elsker jeg at synge, også i dag. Man burde strø julen ud over hele året, så man havde mere kvalitetstid med familien. Nu er min jul dog skrumpet en del, for jeg har kun min mor tilbage og så min kæreste Birgitte. Min mor er 87 år og kan kun komme på gaden i Græsted med sin rollator, derfor holder vi jul hos hende, tre personer i alt. Igennem min opvækst har jeg været forelsket 5.677 gange, uden der kom noget ud af det. Min første rigtige kærlighed havde jeg i syvende klasse, og det var uskyldig ungdomskærlighed ligesom i sangen Mona. Der kom en ny pige i klassen, Gitte, som jeg blev meget glad for, og hun blev faktisk også glad for mig, vi kom sammen et års tid, men så skulle hun flytte til Jylland. Det var mit første dybe kærlighedstraume, og jeg gik med bøjet hoved og ryg, med armene hængende ned langs siden ligesom Joakim von And.

 

Tog ikke skade af disciplin

Jeg valgte at tage HF, for det tog kun to år i forhold til studentereksamen, som tog 3. Det var nogle gode år med mange kammerater og festlige oplevelser. Jeg var god til især dansk og sprog - matematik har jeg aldrig forstået ideen med. I folkeskolen var jeg den flinke, artige elev, fordi jeg hjemmefra var opdraget til, at man respekterede lærerne. Man rejste sig, når de kom ind, tiltalte dem med De, hr. fru eller frøken. Jeg tog ikke skade af, at der var en form for autoritet og disciplin, og ville dengang gerne selv være lærer, hvilket jeg også læste til i et par år. I skolen blev jeg mobbet, fordi jeg var københavner - det var man jo, hvis man kom fra syd for Hillerød. Jeg kunne som regel snakke mig ud af problemerne, men en dag var der en konfrontation med en dreng, hvor jeg var nødt til at slå ham hårdt i maven, og bagefter fik han en øretæve. Sådan kan det jo være nødvendigt at sætte sig i respekt en gang imellem, selvom det ikke har været et led i min opdragelse med denne form for irettesættelse.

 

I studiet med Wikke

Her var jeg i radiostudiet med Wikke, som er min gode, gamle ven, og for at gøre en kort historie lang, kendte jeg hans far, som var min lærer i skolen. Michael og jeg stiftede Græsted Radio, vi lavede tegnefilm sammen og hørespil, som vi sendte direkte til telefonbåndoptageren på ungdomsprogrammet P4 i P1. Redaktionen syntes, det var lidt sjovt, og de spurgte os, hvad vi ellers kunne lave. Det endte med, at vi fik lov til at rydde to hele udsendelsesflader og producerede 10 timers direkte radio i vores regi. Det var en slags forløber for lokalradioerne, som på det tidspunkt ikke have set dagens lys endnu. Rasmus Radiomus var et større kapitel i min karriere, det skulle egentlig bare have været et lille indslag i et enkelt program, men det blev næsten et folkekrav, at han skulle være fast med. Sådan blev det fra 1992 til 2000, hvor DRs nye ansigt i det nye årtusinde betød, at vi blev skåret væk. Vi blev kaldt for nationens vækkeur, der kørte fra klokken ti minutter i syv til syv. Det var så populært, at det blev sendt ud til borebisser i Nordsøen en gang om ugen, for de kunne ikke høre det til daglig. Dog var der også en person, der hadede os, han fik lavet sorte T-shirts med påskriften ’Dræb Rasmus Radiomus’ i rød blodskrift. God reklame for os, men dem solgte han ikke mange af. Kørte galt 8 Her havde jeg tillagt mig et overskæg, til en forestilling, selvom jeg virkelig ikke bryder mig om at have skæg. Mit livs største drama var, da jeg kørte galt i en Ford Escort, men heldigvis havde jeg ikke sikkerhedssele på, og det reddede mit liv. Jeg kom kørende ad Isterødvejen nær Hillerød med normal fart, men kom ud i grusrabatten, mistede herredømmet over bilen og trillede rundt. Jeg blev slået bevidstløs, men vågnede hurtigt og fandt ud af, at bilen lå på hovedet og var helt sammentrykket i taget over førersædet. Godt jeg ikke var lige der. Jeg kunne lugte benzin og skulle ud i en fart ved at sparke ruderne ud. Det var omkring 1990, før mobiltelefonerne, og der kom heldigvis nogle gutter og hjalp mig til lægen, som kunne se, jeg havde fået et ordentligt dask med en jernstang i nakken, som han udtrykte det.

 

Sven Svin

Sven Svin var en af de figurer, der var med i Tonny Toupé og Ronny Rosé show. I de samme programmer så man også Brødrene Bisp, der kørte i en matsort Volvo med to rat og soltag til deres huer. Sven Svin var rocksanger og sang rock’n’roll bulldog, og hans drøm var at spille i Hurup-hallen.

 

20 gange i England

Her står jeg sammen med tre »Beefeatere« foran Buckingham Palace i London, hvor jeg var sammen med min fætter. Jeg elsker at opholde mig derovre og har nok været der 20 gange. Jeg holder meget af atmosfæren og sproget, især cockney-dialekten, musikken og teatrene og de mange musicals.