Paraplyer og solbriller. To ting, der som regel er med i festivalrygsækken.

Og dem, der har glemt at pakke dem - ja, de er faktisk en ret god forretning.

Det har Lennart Lajboschitz for længst fundet ud af. Tilbage i begyndelsen af 80'erne havde han sammen med sin kone nemlig en bod ved Roskilde Festivals Orange scene, hvor de tjente penge på at sælge solbriller og paraplyer til glade festivaldeltagere.

30 år senere er Lennart Lajboschitz stadig på Roskilde. Og solbrillerne sælger stadig godt, fortæller han. 

Det gør de såmænd også i de cirka 325 butikker, som Lennart Lajboschitz efterhånden har fået bygget op. Og prisen: 10 kr. Ligesom alle de andre varer i de velkendte Tiger-butikker, som ved årets udgang er at finde i 24 lande. Heriblandt Japan, hvor Tiger-forretningerne åbner under stor bevågenhed, fortæller Lennart Lajboschitz.

- I Japan er det fuld fart derudaf. Der har været japanske tv-stationer, der har filmet, når vi åbnede butikker. Så filmede de ned på folkemængden med helikoptere, siger Lennart Lajboschitz, der dog ikke selv er helt så involveret i kæden i Japan.

- Det er Simon, min søn, der er ansvarlig for det, og når året er færdig er det vores største marked. Jeg tror, det er flere ting, der gør det. Japan har været et meget isoleret land, og de har ikke haft et blomsteroprør, som i tresserne, hvor der skete rigtig meget i den vestlige kultur. I Japan er det hele meget mere minimalistisk. Der er bestemte dyder og konventioner, man arbejder inden for. I øjeblikket er de ramt af en globalisering. Bare se på deres quiz-programmer, det er tit sådan noget med, at folk f.eks. falder i vandet.  De har behov for at have det sjovt og så kommer vi vores danske koncept, vi kommer med farver og humor. Det er billigt og uprætentiøst, og ikke Gucci og Prada, som de er vant til, og det er de vildt glade for. Dansk koncept, vi kommer med farver, vi kommer med humor, det er billigt og uprætentiøst i stedet for Gucci og Prada, det er de glade for.