Celina Bengtsson på 22 år fortryder ikke, at hun har fået lavet bryster, selvom det var smertefuldt. Som en reaktion på Julie Nordahls historie om at få fjernet sine silikonebryster efter blot 14 dage, har hun valgt at fortælle om sin oplevelse.

KLUMME: Historien om Julie Nordahl, der fik fjernet sine implantater efter blot 14 dage, satte nogle tanker i gang hos mig. Den dag i dag er det præcis fire uger siden, at jeg blev opereret og fik lavet mine bryster, og min historie er så direkte modsat af Julies, som den overhovedet kunne være. Jeg har brug for at fortælle de mange piger og kvinder, der render rundt derude og er blevet helt skræmt af at læse Julies historie, at det langt fra er sådan, det foregår hver gang.

Min helingsproces har været så tæt på det værste, man kunne forestille sig, men jeg har ikke på ét eneste tidspunkt tænkt ligesom Julie Nordahl gjorde, at det nok skulle blive godt. Mit var allerede godt! Det var godt den første dag efter operationen, da de sad oppe under hagen på mig. Og det var godt, da det var betændt ulækkert at se på, og det har været godt hver dag siden.

Det, jeg prøver at sige, er, at det handler om, hvordan man selv ser på det. Selvfølgelig er processen ikke sjov. Den kan risikere at være fuldstændig sindssygt smertefuld. Man kan risikere, at der opstår komplikationer, og man kan risikere, at der kommer en infektion. Der kan ske SÅ mange negativt, men hvis man bare selv ser positivt på det, så ikke bare ''bliver'' det godt. Så er det allerede godt fra det øjeblik, man vågner op efter operationen.

Modsat Julie Nordahl, der ikke havde lyst til at vise sine veninder sine nye silikonebryster, har jeg ikke lavet andet end at flashe mine til min familie og mine veninder. Og på trods af, at de stadig er vanvittigt ømme, har jeg stadigvæk helt vildt meget lyst til at røre ved dem selv – hele tiden. Modsat Julie.

LÆS OGSÅ: Kvinder over 40 er hottere end nogensinde

De gange, jeg har været bare det mindste i tvivl om noget, har jeg kunnet slå det op på nettet og finde svar. Inden operationen læste jeg alt om helingsprocessen og om, at der kunne gå op til et år, før brysterne sad, som de skulle og så videre. Man kan altså med meget få klik forberede sig selv på alt, hvad operationen indebærer, samt finde svar på mulige spørgsmål midt i selve processen.

Min kæreste igennem de seneste fem og et halvt år har gennem hele vores forhold sagt, at jeg havde flotte, runde bryster. Min brystforstørrelse har aldrig været noget, jeg gjorde for min kæreste skyld eller for andres skyld. Det er udelukkende noget, jeg har gjort for min egen skyld.

Mit valg om operation har ikke været præget af noget skønhedsideal, medierne, andres mening eller noget andet. Jeg har aldrig nogensinde set på mig selv som en pige, der ikke kunne leve med de små bryster, jeg havde. Jeg ser bare ingen grund til ikke at få det endnu bedre med sig selv, når nu vi er så heldige at leve i en tid, hvor alting kan lade sig gøre.

Artiklen er oprindeligt publiceret på Eurowoman.dk