Han var en af verdens mest populære solister i 80erne og start-90erne. Og han er en af bagmændene bag en de største popgrupper her omkring årtusindskiftet.

Matt Johnson, regnet for en af (pop-)rockmusikkens største intellektuelle, der med sin hæse, underspillede hviskestemme synger om sociale og politiske emner, religion, krig, sygdom og kærlighed på et smerteligt, længselsfuldt plan.

Og Søren Rasted, som sammen med Claus Norreen begår Aquas musik og tekst fra tegneserieuniversets overdrev med masser af ironi og humor.

The The og Aqua - hvor Aquas to CD-udgivelser på tre år har solgt næsten tre gange så meget som The The's seks på sytten år.

Diametrale modsætninger kunne man med rette anføre.

"Måske nok, men vi er fanget på det samme pladeselskab," siger Matt Johnson, der er kendt for at skose pladeindustrien, specielt efter den er koncentreret med fem store ejere af omkring 90 procent af markedet.

B.T. mødte de to stjerner i Matt Johnsons tour-bus et par timer før han gav The The-koncert på årets Roskilde Festival.

Festivalchef Leif Skov havde også gerne set, at Aqua spillede, men det passede ikke ind i gruppens planer, så Søren Rasted måtte for 10.-12. gang "nøjes" med at være gæst på festivalen.

Før interviewet havde Matt Johnson fået udleveret Aquas to albums, samt deres "Around The World"-video, så han kunne sætte sig ind i deres univers. Det modsatte var ikke nødvendigt, da Søren Rasted i mange år har været fan af The The - hvilket måske var årsag til, at det for en sjælden gang skyld ikke var ham, der talte mest.

Kan I selv sætte ord på forskellen mellem jeres musik?

Søren: "Den største forskel er, at The The er meget personligt, fordi det er Matts oplevelser og tanker.

Aqua ser mere på situationer og gør det ironisk. Jeg mener, at humor er vigtig til at desarmere folk, og det kan være meget effektivt til at få sine budskaber igennem."

Matt: "Jeg kan også godt lide humor, sort humor. Ikke i mine sange, men overfor venner bruger jeg det meget. Jeg vil faktisk gerne have mere humor på mine plader, og jeg har også lidt børnerim på den nye, men det er meget svært for mig.

Jeg ved godt, jeg skal passe på, fordi jeg er for seriøs, hvilket betyder, at folk nogle gange slår fra på min musik."

Måske glemmer folk dig også, fordi der er så langt imellem dine udgivelser, senest syv år?

Matt: "Ja, jeg har gjort min karriere meget svær for mig selv, fordi jeg har taget alle de forkerte beslutninger af alle de rigtige baggrunde. Jeg er for doven, bliver nemt distraheret og går først i gang med at arbejde, når jeg er ved at løbe tør for penge.

Jeg er faktisk et godt eksempel på, hvordan man ikke skal køre sin karriere."

Aqua har også gjort sig sine erfaringer med for lang tids venten mellem to albums, i deres tilfælde dog kun tre år.

Derfor har de for nylig taget konsekvensen, og besluttet, at Søren og Claus Norreen ikke tager med på cirka halvdelen af deres promotionjobs rundt om i verden.

Så får de bedre tid til at gå i gang med et nyt album allerede.

Søren: "I vores genre er det atypisk, at man selv skriver sit materiale, og vi kan ikke finde ud af at skrive, mens vi er på landevejen, så vi må gøre det sådan for at være ude noget før næste gang.

Vores fans er - i modsætning til dine Matt - ikke særlig loyale, så tre år er for lang tids pause for os. Vi er nødt til at være der med nyt hvert eller hvert andet år."

Matt: "Det er rigtigt. Et nyt album har heller aldrig samme effekt for gamle fans, mens nye fans har svært ved at relatere til ældre albums.

Og i 70erne var folk mere loyale end i 80erne, og i 60erne var de det endnu mere. Industrien har jo ændret sig meget.

Musik er ikke en særlig central ting mere, når der er Internet, Playstation, DVD og hvad det alt sammen hedder.

Der er også mange talentfulde musikere, der ikke kommer frem i lyset i dag, hvis de for eksempel ikke ser godt ud. En Janis Joplin ville jo aldrig komme frem i dag, og det er synd."

Snakken om musikscenen før og nu handler ikke kun og humorens, ironiens og modellernes fremmarch. Det drejer sig også om, hvilket årti, man er vokset op i musikalsk - om forskellen på en mand sidst i 30erne og én først i 30erne."

Matt: "Jeg kunne ikke lide 80erne særlig meget, hvilket er ironisk, da det var dér, jeg fik mit gennembrud. Nej, 70erne er dem, der sidder og fylder op i mig.

Det var dengang, jeg var ung og ikke havde et voksenliv med bekymringer, regninger og et barn, så dengang var der meget mere tid til at lytte til musik. På den måde var ironiens 90ere et tabt årti for mig, blandt andet fordi jeg mistede nogle mennesker, der stod mig nær.

Men havde jeg vidst dengang, hvor gode 90erne egentlig viste sig at være, havde jeg været meget gladere i dag."

Søren: "Jeg vil på en måde altid befinde mig i 80erne, fordi det er dem, jeg er vokset op med. Der er jo også nostalgi i det.

Og jeg kan ikke relatere lige så meget til musikken i dag, fordi alle de store selskaber ensretter nye navne helt anderledes end før."

Uanset opvækst, humoristisk pop eller politisk (pop-)rock. Der er én ting, de to stjerner har helt og aldeles til fælles: Følelsen af at hårene rejser sig, og de bliver lidt højere både fysisk og mentalt, når de har skrevet en god sang - en følelse, de kun sjældent opnår ved andres musik.

Matt: "Det er dén følelse, der er belønningen ved vores job."

Søren: "Ja, og jeg kan slet ikke vente på den.

Når den kommer, bliver jeg så barnligt glad."

"Matt er mit store idol."

Søren Rasted, 31 år, fra Blovstrød, bosat i London og Hørsholm, startede Aqua i 1996 (i 95 hed de Joyspeed).

Aqua har solgt 17 millioner albums, heraf 530.000 i Danmark.

Albums: "Aquarium" (1997) og "Aquarius" (2000).

Hits: "Roses Are Red", "My Oh My", "Lollipop", "Barbie Girl", "Dr. Jones", "Turn Back Time" og "Cartoon Heroes".

Søren om The The: "Jeg har haft indgående kendskab til The The i 13-14 år, og Matt er et af mine store idoler. Matt har kun kendt Aqua i 13-14 timer."

"Søren er en charmerende fyr."

Matt Johnson, 38 år, bosat i New York og London, hvor han kommer fra, og hvor han dannede The The i 1979.

The The har solgt seks millioner albums, heraf 70.000 i Danmark.

Albums: "Soul Mining" (1983), "Infected" (1986), "Mind Bomb" (1989), "Dusk" (1993), "Hanky Panky" (1995 - Hank Williams sange) og "Naked Self" (2000).

Hits: "Infected", "Dogs Of Lust", "Love Is Stronger Than Death" og "The Beat(en) Generation".

Matt om Aqua: "Jeg har selvfølgelig hørt dem før. Og jeg har mødt Søren før og synes, han er en meget charmerende fyr - med en fantastisk musiksmag, ha-ha".