- Nu har jeg endelig muligheden for at gå rundt i noget højt og være lidt fiks for en gangs skyld. Til hverdag går jeg kun rundt i noget rigtig behageligt, så den får lige lidt ekstra gas under modeugen, og så hopper jeg tilbage i det hyggelige tøj indtil næste modeuge, sagde Szhirley, der spankulerede rundt på tårnhøje stiletter fra Aldo og fremhævede maven i en strikkjole fra Hofmann Copenhagen.
37-årige Szhirley, der i forvejen er mor til lille Elton på knap fire år, er seks måneder henne i sin graviditet. Graviditeten har indtil videre været nem og uden gener, men der er alligevel en lille detalje, som er kommet bag på den vordende moder (til endnu en søn):
- Jeg synes, at jeg er meget tungere denne gang, og at jeg buler hurtigere ud i forhold til sidste gang, siger Szhirley, der alligevel har tænkt sig at trodse tyngdeloven og trække i labert fodtøj til de mange shows, som hun skal se under modeugen.
- Hvis man ikke skal give den gas under modeugen, hvornår skal man så?
Den københavnske modeuge - Copenhagen Fashion Week A/W 2014 - løber af stablen fra d. 28. januar til d. 2. februar. Se modeshows her: Copenhagenfashionweek.com