Som de første i verden har det danske søværn udliciteret en vital del af moderniseringen af den aldrende flåde, skriver Berlingske Tidende.

Tidligere har søværnet selv udarbejdet og kontrolleret standarderne for krigsskibene, der af militære hensyn ikke har været overladt til civile eksperter.

Men med udsigten til en storstilet fornyelse af flåden øjner Søværnets Materielkommando enorme besparelser på vedligeholdelsen og nybygningen af krigsskibe til i alt syv milliarder kroner.

I en aftale, der blev indgået onsdag, overlader Søværnets Materielkommando det til klassificeringsselskabet Det Norske Veritas at udarbejde standarderne for, hvordan den danske flådes 35 eksisterende skibe skal vedligeholdes.

Det Norske Veritas skal desuden holde opsyn med værfterne under 25 nybygninger fra 2004 og frem.

Alt fra svejsninger til tegninger gennemgås af Det Norske Veritas, der undervejs skal føre søværnets egne skibsinspektører gennem et omfattende uddannelsesprogram.

Admiral Paul Bjørn Sørensen fra Søværnets Materielkommando skønner, at den utraditionelle udlicitering kapper 10-20 procent af udgifterne til at forny Danmarks forsvar til vands. /ritzau/