Som BT i dag kan afsløre, er Kristian Sandvad, der er far til Renée Toft Simonsens to ældste børn, blevet varetægtsfængslet, tiltalt for - i uligevægtig og beruset tilstand - at have truet med at slå en blot 14-årig dreng ihjel. Og det er ikke første gang, folk oplever hans vilde side.
Som direktør og sammen med en af Danmarks mest kendte fotomodeller, færdedes Kristian Sandvad op gennem 90’erne en del i det danske jetset-miljø. Det husker den tidligere ejer af Skovshoved Hotel, modekongen Erik Brandt.
Fra 1994 og ti år frem ejede han og hans nu afdøde hustru, Margit Brandt, sammen det berømte hotel i Nordsjælland på Strandvejen, hvor Kristian Sandvad ofte dukkede op.
- Han kom meget på Skovshoved, men han var meget besværlig. Hver gang jeg så ham, smed jeg ham ud på grund af hans opførsel, husker Erik Brandt.
Kender du noget til sagen eller de involverede personer, hører vi gerne fra dig - skriv til 1929@bt.dk.
Erik Brandt understreger overfor BT, at han intet har imod Kristian Sandvad som person.
- Han er en mægtig sød fyr, men ikke min kop te. I virkeligheden tror jeg, han er en stakkels fyr, siger Erik Brandt.
Selv har Renée Toft Simonsen tidligere beskrevet faderen til sine to første børn som en vild type.
- Jeg var faldet for endnu en mand med langt hår og vildt blod. Selv om alt det, der var hans liv, ’clashede’ med mine værdier’, har Renée Toft Simonsen udtalt til modemagasinet Costume.