Vært på BTTVs 'Stil & Skønhed', Katja Maria Salomonsen, var ikke imponeret, da de tre danske værter gik på scenen i den første semifinale i Eurovisionens Melodi Grand Prix. Lise Rønnes kjole var ikke lige, hvad modeværten havde håbet på:

- Lise Rønnes uformelige, hvide toga med pailletter og marengs på skulderen var en skuffelse og gjorde slet ikke noget godt for den yndige tv-vært, der ganske enkelt druknede i stofmisbruget! Rønnes elegante og myndetynde-silhuet minder mig om stilikonet fra Hollywoods guldalder - Audrey Hepburn - og jeg ville ønske, at designeren Ole Yde havde (som han i øvrigt plejer) skelet til festroberne fra verden af i går.

Det er ellers ikke, fordi valget af designer er dårligt, understreger tv-værten.

- Der er jo en god grund til, at vores prinsesser har Ole Yde på speed-dial. Manden er en håndværker af guds nåde. Designeren, der som den første danske kvindetøjs-designer nogensinde holdt show i eget navn i Paris for et par måneder siden, skaber skræddersyede kunstværker i chiffon. silketaft og med spindelvævsfine blonder. Ydes kreationer emmer af underspillet og ladylike elegance - altså med undtagelse af Rønnes 'toga'.

- Heldigvis er 'togaen' kun en af de i alt fem Ole Yde-kreationer, som vi kommer til at se Rønne i ved årets Grand Prix, så mon ikke at vi har kjole-klimakset til gode?, siger journalist, Katja Maria Salomonsen, der er vært på BTTVs 'Stil & Skønhed'.