Modebranchen er et »miljøsvin« trods grønne løfter
Bæredygtighed er et velkendt emne i modebranchen, men selv om der er fokus på grønne løfter, så er der mindre handling, end der er ord.
Bæredygtighed er et velkendt emne i modebranchen, men selv om der er fokus på grønne løfter, så er der mindre handling, end der er ord.
Modebranchen er blandt de mest forurenende industrier i verden. Men nu skal der gøres noget ved det blakkede ry, lyder budskabet fra folkene bag den danske modeuge.
Tendensen er global, men der bliver talt mere om bæredygtighed, end der reelt bliver handlet, vurderer lektor og centerleder ved Kunstakademiets Designskole over for Dagbladet Information.
- Det er stort som noget, man taler om, men det er ikke helt så stort som noget, man gør, vurderer Julie Sommerlund.
- Lige nu er det i hvert fald ikke praksis, der ligger forrest. Meget af det tøj, vi alle sammen går og køber, kan man næsten regne ud ikke kan være bæredygtigt. Hvis du køber tre T-shirts til 100 kroner, så er de ikke i orden.
Julie Sommerlund peger på endnu et problem i bestræbelserne på at farve modebranchen grøn. Mode er af natur en flygtig størrelse, og i modebranchen forholder man sig derfor sjældent til mere end seks måneder ad gangen. Men når man taler om bæredygtighed, bliver man nødt til at se på det langsigtede perspektiv, hvis det for alvor skal gøre en forskel.
- Mode handler hele tiden om det nye, så hvis det er super hipt at købe tøj, som er bæredygtigt i år, så er det måske ikke så spændende næste år. Det er selvfølgelig ikke nødvendigvis det samme, som at man holder op med at arbejde med bæredygtighed, for man kan sagtens se ting, der starter som trends, bundfælde sig og ende med at blive noget mere stabilt, siger hun til Information.
BNB