Brandattentat mod sovende hjemløs i Berlin vækker forargelse i Tyskland. Politiet behandler sagen som mordforsøg, mens tyskerne ønsker mere overvågning efter dramatisk julemåned.

En modbydelig sag om ildspåsættelse af en sovende hjemløs vækker nu opsigt og forargelse i Tyskland.

Mandag aften meldte seks gerningsmænd bag et brandattentat sig til politiet i Berlin efter at have været efterlyst i mindre end et døgn. Politiet anholdt desuden en 21-årig mand på hans privatadresse.

Mændene, der er i alderen 15-21, mistænkes for natten til den 25. december at have sat ild til en sovende hjemløs på ubahn-stationen Schönleinstraße i Berlin. Angiveligt benyttede mændene en lighter til at sætte ild til aviser, som den hjemløse mand brugte til at skærme sig fra kulden.

Kun på grund af andre togpassagerers indgriben slap offeret forholdsvist uskadt fra forløbet, som politiet i Berlin indtil videre betragter som et mordforsøg. Efter angrebet på den hjemløse flygtede de formodede gerningsmænd fra stationen ved at stige på et tog.

»To af de mistænkte har opholdt sig i Berlin siden 2014, resten kom efterfølgende til landet«, siger Karen Müller, der er offentlig anklager i Berlin, til tabloidavisen B.Z.

De formodede gerningsmænd har ifølge Karen Müller »højst forskellig« status som udlændinge i Tyskland. Enkelte har opholdstilladelser, mens andre venter på en afgørelse i deres asylansøgningsprocesser. Seks af mændene er i forvejen kendt af politiet for forskellige lovovertrædelser, herunder vold.

»Vi ved, hvem den hovedmistænkte er. Det drejer sig om den 21-årige«, sagde en talsmand for Berlins politi ifølge flere tyske medier til radiostationen RBB. På overvågningsvideoen ses de mistænkte kaste et blik på perronen, hvor de efterlod deres offer, inden toget forlader stationen.

Mere overvågning

Sagen om ildspåsættelsen kommer kort efter en anden opsigtsvækkende voldssag på den berlinske togstation Hermansstrasse. I oktober opfangede overvågningskameraer, hvordan en yngre mand uden forvarsel sparkede en kvinde i ryggen, mens hun var på vej ned ad en trappe. Kvinden brækkede armen som følge af faldet, hvorefter voldsmanden og hans ledsagere i roligt tempo forlod gerningsstedet.

Troels Heeger er Berlingskes korrespondent i Tyskland