En 29-årig mand mistede det meste af underarmen under høstarbejde i Holme ved Ebeltoft onsdag aften ved 21.30-tiden.

Den unge mand ville fjerne noget græs, der havde samlet sig på mejetærskerens snittebladet, men uheldigvis slukkede han ikke motoren først. Og så skete ulykken, hvor armen blev skåret over nogenlunde midvejs mellem albuen og håndleddet.

Manden blev først kørt til Århus Kommunehospital, men derefter overført til Odense Universitetshospital i et forsøg på at redde armen.

- Både han og armen er i hvert fald overført til Odense med henblik på at få den syet på igen. Om det lykkes er så et andet spørgsmål, siger vagtchefen hos Østjyllands Politi og siger, at det hurtigt kan være kritisk, hvis man får skåret armen arm og ikke hurtigt får standset blødningen. Det skete dog hurtigt i dette tilfælde.

Vagtchefen ved dog ikke, om den 29-årige var alene eller arbejdede sammen med andre. 

Politiet har optaget en rapport, og Arbejdstilsynet skal nu vurdere, om der er grundlag for at rejse sigtelse for overtrædelse af noget arbejdsmiljømæssigt, eller hvis der var fejl på maskineriet.