Protest. Irene J. fra Galten føler sig presset af kommunen, der ikke vil anerkende, at hun er syg.
39-årige Irene J. fra Hørning har siden mandag kl. 10 sultestrejket på fortovet foran Ydelseskontoret og Jobcentret på rådhuset i Hørning.
Hendes protest gælder først og fremmest, at hun i november sidste år blev fjernet fra sygedagpenge, selv om hun fortæller, at hun lider af fibromyalgi, der giver hendes store problemer, blandt andet med konstante smerter.
I stedet kom hun på kontanthjælp.
»Jeg vil faktisk gerne arbejde, men jeg magter det ikke. Mine smerter bliver rigtigt slemme, når jeg arbejder, og jeg har måtte sygemelde mig i toethalvt år efter, at jeg opgav et fabriksarbejde, som jeg ellers var glad for,« siger hun.
Hun er stærkt utilfreds med, at hun ikke har fået tilbudt et ressourceforløb.
»Det har kommunen slet ikke nævnt som en mulighed. De har heller ikke nævnt muligheden for en revalidering. Jeg har spurgt, om jeg ikke kan få et fleksjob, men det har de bare afvist. Jeg skál bare i aktivering,« siger hun.
Kæresteforhold gik over
Oveni problemerne med hendes sygdom fik hun også problemer med økonomien, da hun kom på kontanthjælp i november.
Da et samlevende par har gensidig forsørgelsespligt efter de nye regler, skulle hendes kæreste betale for hendes daglige fornødenheder.
Det sled så meget på forholdet, så parret gik fra hinanden.
Da hun ikke havde noget andet sted at bo, gav kommunen hende dispensation, så hun kunne blive boende i samme hus som ekskæresten. Hun fik tre måneder til at flytte og få bolig et andet sted. Da det ikke skete, blev resultatet, at hun fik udbetalt de sidste penge på kontanthjælp 17. marts.
»Siden har jeg levet på lån, blandt andet fra min mor, der er en fattig folkepensionist, og min søster,« siger hun.
De taler dårligt sammen
Samtidig har hun haft store problemer i dialogen med sin sagsbehandler ved kommunen.
»Jeg har bedt om at få en anden, men det bliver afvist. Og da jeg 3. marts blev indkaldt til et møde, viste det sig, at det var et møde med den samme sagsbehandler. Havde jeg vidst det, havde jeg haft en bisidder med. Og jeg valgte at forlade mødet, jeg kunne simpelthen ikke deltage,« siger hun.
Klage uden nogen effekt
Hun har undervejs klaget. Men uden at få noget ud af det.
Derfor sidder hun nu på fliserne foran Ydelseskontoret, der er et kontor både for sygedagpenge og for kontanthjælp.
»Jeg har valgt at sultestrejke, fordi jeg håber at få min sag genåbnet, siger hun.
Da hun troppede op mandag, var det med en sportstaske og en paraply. Tirsdag morgen havde hendes søster og behjertede lokale borgere været forbi med blandt andet sovepose, en stearinlys-holder og en terme-heldragt.
På kort sigt har hun 12. juni søgt om påny at få kontanthjælp. Uden at få svar.
Men mandag bad lederen af Ydelseskontoret i Hørning Rasmus Borup om, at hun kunne dokumentere, at hun ikke har formue. Så vil kontoret se på denne sag.
Hun har bedt redaktionen undlade at nævne hendes efternavn, hvilket vi har accepteret.