Hvor bittert kan det være? At miste sine ben på den allersidste patrulje. Men Christian Richardson nægtede at sætte sit liv på ’standby’. Nej, faktisk ser den 26-årige fynbo sin brutale skæbne som en gave. Et helt nyt liv har foldet sig ud.

Nu har han skrevet en bog, ’Efter krigen’. For at give andre mod. For at vise, at selv om alt ser sort ud, så er der en vej frem.

- I dag står jeg et nyt sted i livet, hvor jeg er tvunget til at genopfinde mig selv. De seneste tre år har været en lang rejse fra et brutalt nulpunkt, siger Christian Richardson.

Ordene er mange. Blikket er fast. Han har en mission. Han vil så gerne fortælle sin historie, sin skæbne. Og den er umiddelbart hård, altså skæbnen.

Mister begge ben

Det er lørdag den 1. august 2009. Christian Richardson er udsendt som soldat i Afghanistan. Han er ude på sin sidste patrulje, inden han om to uger igen står med benene på dansk jord. Men Christian kommer ikke til at sætte sine ben i Danmark igen. 200 meter fra porten ind til Armadillo-basen træder han på en nedgravet sprængladning. Christian overlever, men han mister begge ben ved eksplsionen.

Efterfølgende bliver Christian opereret på felthospitalet i Camp Bastion. Venstre ben er blevet fjernet 20 cm fra lysken, og højre ben er amputeret lige gennem knæleddet.

To dage efter ulykken er Christian tilbage på dansk jord og indlagt på Rigshospitalets Traumecenter i København. Han ligger på intensiv afdeling i otte dage og gennemgår flere operationer.

Den lange vej tilbage

Christian tager en dyb indånding og kigger ud i luften.

- Nogle gange tænkte man da, at man hellere ville havde været død. Tusinde tanker kører rundt i hovedet. Får jeg et normalt liv? Vil jeg få en normal familie? Kan jeg få børn?, fortæller Christian.

Efterfølgende venter der Christian en lang og hård genoptræning. Først med kørestol og senere proteser. Men Christian er ivrig efter hele tiden at gøre fremskridt. Hvis han først har taget 10 skridt, vil han senere gå 100 meter. Og han har viljen. For ham er der kun én ting, der tæller.

- Mit største ønske er at komme tilbage til en normal hverdag. Og når jeg tager mit liv i dag, er der stort set ikke noget, der er forandret. Jeg handler stadigvæk ind, går på arbejde og dyrker sport.

Som alle andres

Og som Christian sidder der i sin kørestol, henter et glas vand og bevæger sig ubesværet rundt i sin lejlighed, er hans liv som alle andres.

Selvom han bare vil have et normalt liv igen, så er Christian dog godt klar over, at det er et nyt liv. Men ikke at han er mindre glad for det end det gamle. Han kalder den nye udgave af sig selv for ’Christian version 2’.

Skyklapper

Christian har været i forsvaret, siden han var 18 år, og han har været udsendt tre gange (En gang i Kosovo og to i Afghanistan). Hele hans liv drejede sig om det danske forsvar og om at træne til den næste udsendelse. Et meget ensporet liv, kalder han det.

- Jeg har forandret mig rigtig meget og nok til det bedre. Jeg havde kun øjnene på militæret. Jeg gik med skyklapper på, siger Christian og tager hænderne op foran ansigtet.

Selvom mange døre er blevet lukket med Christians handicap, så ser han positivt på det, og han mener, at endnu flere døre har åbnet sig for den nye udgave af ham selv. Blandt andet er han blevet involveret i forskellige projekter omkring genoptræning, samtidig med at han har givet nogle foredrag.

- Jeg har jo fundet ud af, at jeg er rigtig god til at præge folk og få dem til at lytte. Det er virkelig noget, der hjælper dig videre i livet.

Drømmen om Rio

Sport har været en af de ting, der hjalp Christian videre til et nyt liv. Og på trods af sine synlige begrænsninger har Christian stadig haft mål i livet, som han vil opnå. Blandt andet har han gennemført marton i København og New York på en håndcykel. Den nyeste målsætning i Christians liv hedder Paralympiske Lege i 2016.

- Der er folk som er lamme, der har gennemført ironman og kun har kunnet bruge deres arme. Det er sådan noget der inspirerer mig til at komme til OL, fordi man kan alt i den her verden.