Drengenes voksne ledsagere har på baggrund af pressens omtale af sagen henvendt sig til Grenaa Politi, og det er især de tre mest aktive, mindreårige drenge, som nu sammen med deres forældre vil blive kaldt til en alvorlig samtale.

Drengene er under den kriminelle lavalder og kan derfor ikke straffes. Det er op til de sociale myndigheder og deres forældre, hvad der videre skal ske i sagen.

"Det drejer sig om at forhindre, at de - hvis dét, som vi formoder er dem, der har chikaneret pigerne - ikke udsætter andre for ubehageligheder igen," siger politiassistent Kenn Glavind, som oplyser, at indvandrer-gruppen ialt bestod af 10-12 børn og unge.

Endnu i går vidste han ikke, om de har status af flygtninge eller er født i Danmark.

Som omtalt i B.T. onsdag følte de to chokerede piger sig alvorligt krænkede, da de bl. a. i vandrutschebanen "Rio Grande" angiveligt blev befamlet bl.a. i skridtet og på lårene. En af drengene skal også have klædt sig halvnøgen, mens en kammerat i en mørk tunnel udførte samleje-bevægelser mod en af pigerne.