Enkelte kunstnere ligner lige så meget performancekunstnere som sangere. Der er gået politik i mega-melodifesten. Svenske Roger Pontare, som i øvrigt har været så venlig at udråbe Olsen-brødrene til favoritter, synger samernes sag. De etniske minoriteters sag.

Hans sang er nok det mest rockende indslag i aften. At den ligner en kopi af Gary Moores "Over The Hills And Far Away" er noget andet.

Historien om skandaleramte israelske Ping Pong er nærmest endt som en joke. Forleden optrådte de med syriske flag. Angiveligt, fordi de støtter fredssagen. Nu må de gerne optræde for Israel, men to gange har de været tæt på hjemsendelse.

Det er en smuk sag, de kæmper for. Men alt tyder på, at de fire israelere mest er med for at vise, hvor let man får verdenspressen til at danse krigsdans efter sin fredspibe.

Tyske Stefan Raab, som planlægger et snarligt bryllup med kronprinsesse Victoria, har dygtigt gjort Globen til sit eget pressemøde. Han farer rundt med et hold af kameramænd og bodyguards i hælene.

Det kunne være sjovt - hvis det var gjort med ironisk distance. Men Stefan mener det med tung germansk alvor.

Den makedonske delegation lader fire spinkle skolepiger, Ivona, Marija, Rosica og Verica, føre sig frem i Globen, som var de Spice Girls. Det er de ikke. De ligner mest et godt argument for dem, der mener, at tidens teenagepiger leger sexsymboler tidligere, end sundt er.

Engelske Nicki French - et stort ikon på den engelske gayscene - følges loyalt rundt i Stockholm af hendes mange fans.

Melodi Grand Prix 2000 er 1/3 musik og 2/3 alt muligt andet.

Den første tredjedel er groft sagt delt i to halvdele. Den ene forsøger at være i takt med tidens poplyd og udviklingen på dancescenen: Israel, Holland, Estland, Frankrig, Norge, Rusland, Island, Tyskland, Makedonien, Letland og Østrig.

Resten er mere traditionelle - med den rockende svenske samer som undtagelse.

Irland gør det igen med stor ballade i Johnny Logan-stilen. Spanien, som ingen tror på, deltager med en fin, typisk latinsk ballade.

Midt i det hele finder vi Grand Prix'ets ældste deltagere, Jørgen Olsen og hans bror. Et par diskrete, ydmyge poppedrenge fra Danmark. Vinder de? Stemningen hos bookmakere og branchefolk er til et nej.

Jeg tror på deres chance. For det første er sympatien for de to danskere enorm. Det er en hamrende god melodi. Jeg har fulgt prøver og generalprøven fredag aften.

Der sker simpelthen et eller andet magisk i Globen, når Olsen og korpigerne begynder på omkvædet - "Fly On The Wings Of Love".

I Cirkusbygningen var det nok til en suveræn sejr.

Kan magien nå ud gennem de europæiske TV-skærme, kan miraklet ske igen. Med en absolut topplacering.