Endelig, endelig, endelig. I Manchester kan fans med sympati for United langt om længe glæde sig. Hårdt presset evnede det engelske storhold at spille sig videre til Champions League-kvartfinalen med en 3-0 sejr mod græske Olympiakos hjemme på Old Trafford. Men uden deres hollandske angrebsstjerne, Robin van Persie, ville sæsonen 2013/14 allerede nu være en tordnende fiasko.
Med tre scoringer stod den 30-årige frontmand ene og alene for, at Manchester United stadig har noget at spille for. På forhånd var englænderne bagud 0-2 efter en katastrofal indsats i første opgør i Athen. Normalt ville Manchester United alligevel været storfavorit til at gå videre; forskellen denne gang var bare, at mandskabet i den seneste tid har sejlet som aldrig før.
Store spillere træder dog til, når problemerne er tilsvarende store. Det beviste Robin van Persie også onsdag aften. Tidligere har manager David Moyes slået fast, at han glæder sig til selv for alvor at kunne sætte sit personlige præg på de engelske mestre. Den trup, han har arvet fra ikonet Sir Alex Ferguson, er trods alt ikke så fyldt med kvalitet, som David Moyes umiddelbart have regnet med. I fremtiden skal der luges ud, Robin van Persie er bare ikke på oprydningslisten.
Onsdag aften skaffede manden fra Holland først hjemmeholdet et straffespark, da han blev tromlet ned bagfra i feltet. På straffesparket scorede han selv stensikkert. Kort før pausen var han igen på plads, da kollega Wayne Rooney sparkede en hård, flad bold på tværs af feltet, og foran mål dukkede Robin van Persie op.
Med 2-0 havde Manchester United på dette tidspunkt sikret sig minimum forlænget spilletid. Fornemmelsen var alligevel, at englænderne når som helst kunne lukke mål ind, og deres keeper, David de Gea, måtte på overarbejde med flere flotte redninger i løbet af første halvleg.
Hele stadion kunne både juble og ånde lidt lettet op få minutter inde i anden halvleg. På kanten af feltet fik Manchester United frispark. På det lod Rooney som om, det var ham, der skulle sparke. I stedet løb han videre, og den finte fikserede Olympiakos' sidste skanse. Van Persie tog frisparket og kunne uden problemer sende bolden i mål til det forløsende resultat 3-0.
Det var lige præcis nok til, at Manchester United fortsat lever i verdens fornemmeste turnering. Succes er også nødvendig, ikke mindst for manager David Moyes, der arbejder under ekstremt pres i denne tid. Tirsdag venter lokalrivalerne fra Manchester City, og med et nederlag her kunne Moyes ifølge flere eksperter have været fortid i Manchester United. Nu har han fået luft, og det kan han takke Robin van Persie for.