Regeringen er rygede uenige om forsvaret.
»Vi skal have flere værnepligtige,« siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).
»Nej, vi skal ikke,« siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).
DFs næstformand Søren Espesen er bekymret over situationen.
»Hvem bestemmer forsvarspolitikken - udenrigsministeren eller forsvarsministeren? Det er jo helt uklart, og jeg vil snarest muligt spørge statsministeren om det,« siger han.
Udenrigsminister og politisk leder for Liberal Alliance Anders Samuelsen skriver på Facebook:
»Der er hverken brug for flere værnepligtige eller længere værnepligt. Og det er heller ikke regeringens politik.«
Meldingen kommer, efter at Claus Hjort Frederiksen i et interview med TV2 har sagt, at han gerne ser lidt flere værnepligtige.
Forsvarsministeren siger i interviewet, at forsvaret skal kunne præstere mere, ikke mindst i lyset af en troppeopbygning i det vestlige Rusland.
Anders Samuelsen er enig med forsvarsministeren i, at forsvaret skal have et »substantielt løft«.
Men heri ligger - ifølge Samuelsen - ikke, at antallet af værnepligtige øges ud over de nuværende 4200 mand.
»Jeg præciserer bare, hvad der er regeringens politik. Andet er der ikke i dét,« siger Anders Samuelsen til Ritzau.
Han mener, at Claus Hjort med sit udsagn muligvis har »tænkt højt«, men at det ikke kan tages for andet end forsvarsministerens personlige mening.