Kræmmere, pølsemænd, marskandisere og andre små handlende kan ånde lettet op. De skal alligevel ikke skrive en faktura i to eksemplarer eller en kassebon, hver gang de sælger en kop til to kr. eller en pølse til en tier.

I sidste uge skrev Told & Skat til alle momsregistrerede, der handler med private, at de skal udstede kasseboner.

Men Skatteministeriet griber nu ind med en præcisering af reglerne.

- Det vil blive præciseret, at torvestande som pølsevogne og kræmmere ikke skal udskrive fakturaer eller kasseboner. I bekendtgørelsen er der faktisk taget højde for, at reglerne netop ikke gælder torvestande og kræmmere, oplyser man i dag i ministeriet.

Fejlfortolkningen har ført til et ramaskrig fra mange små handlende. Told & Skat er blevet kimet ned af folk, som ikke forstår reglerne.

/ritzau/