Danske ledige skal opkvalificeres, så de får de rette kompetencer til at udfylde de tusindvis af nye job, som følger med statens milliardstore investeringer i supersygehuse, Femern-tunnel og et nyt statsfængsel frem mod 2020. Det mener beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), som frygter, at det ellers bliver arbejdskraft fra udlandet, der løber med de mange nye job. Det skriver Berlingske.

- Vi må ikke bare læne os tilbage og vente på, at investeringerne ruller ned over Danmark. Så risikerer vi at stå med håret i postkassen og uden kvalificeret dansk arbejdskraft, der kan påtage sig opgaverne, siger Mette Frederiksen.

Hun vil nu nedsætte et ekspertudvalg, der midt i 2013 skal komme med sit bud på, hvilke kompetencer, der bliver en mangelvare i forbindelse med de store investeringer i infrastruktur. Målet er at få omskolet og kvalificeret ledige til at kunne besætte nogle af de 20.000 til 25.000 job, som Beskæftigelsesministeriet forventer, at investeringerne vil kaste af sig hvert år frem til 2020. Et skøn, som er udregnet på baggrund af Danmarks Statistiks og Finansministeriets generelle modeller for hvor meget beskæftigelse, der følger af anlægsinvesteringer.

- Der er tale om investeringer, som samlet set løber op i 200 til 300 mia. kr. Det er enormt mange penge, og vi skal understøtte de danske virksomheders chance for at vinde de her udbud. Det kan man ikke, hvis ikke der er en arbejdsstyrke med de rette kvalifikationer, siger Mette Frederiksen.

I Dansk Byggeri forventer adm. direktør Lars Storr-Hansen også, at de kommende års milliardstore investeringer vil vække mange udenlandske virksomheders interesse.

- Det bliver hård konkurrence, og det er helt afgørende, at vi får dansk arbejdskraft i gang på nogle af de første projekter, så de får erfaring at tage med til de næste. Derfor er det godt, at regeringen nu vil nedsætte et udvalg og omskole danskerne med de her projekter for øje. Det kan godt rykke noget, siger han.

Lars Storr-Hansen understreger dog, at kompetencer ikke gør det alene, hvis politikerne vil give de danske entreprenørvirksomheder en mulighed for at gøre sig gældende.

- Staten som bygherre har en vigtig rolle at spille. Man skal sikre, at de udbud, man laver, afspejler, at man gerne vil bruge dansk arbejdskraft. Det betyder, at der skal være fokus på et godt arbejdsmiljø og danske løn- og arbejdsvilkår. Og at der skal følges op på det, siger Lars Storr-Hansen.

Er der kun fokus på prisen, mener han, at de danske virksomheder kan få rigtig svært ved at erobre de mange opgaver.

- Vi så det med Metrocityringen, som blev vundet med en snæver margin af et italiensk selskab foran MT Højgaard og Pihl & Søn. Man fokuserede udelukkende på pris, men det er meget usikkert, hvad den endelige pris bliver, siger Lars Storr-Hansen.

- Femern Belt Development har til formål at sikre, at Region Sjællands borgere og virksomheder får det størst mulige udbytte af de kommende års kæmpe anlægsprojekter. Og trods den økonomiske krise, så har adm. direktør Stig Rømer Winther svært ved at bevare pessimismen ved udsigten til de mange infrastrukturprojekter.

- Evner staten og erhvervslivet at stå sammen om det her, så tror jeg, at krisen kan være aflyst med alle de milliarder, der kommer ud at rulle i det danske samfund. Griber vi det rigtigt an, så bliver der ikke ret mange ledige hænder eller rendegravere, som ligger stille, siger Stig Rømer Winther.

Noget mere afdæmpet er Lars Storr-Hansen i sine forventninger.

- Hvis man får tilrettelagt et godt opgaveflow, ser det fornuftigt ud for anlægsbranchen. Men det er ikke sådan, at den vil overophede, siger Lars Storr-Hansen.

For beskæftigelsesminister Mette Frederiksen er der dog også en anden sidegevinst. - Når vi får et overblik over, hvilke kompetencer, der bliver brug for, vil det enkelte jobcenter kunne fokusere på at hjælpe den ledige med et uddannelsesforløb, der giver reel mening, og hvor der er udsigt til et job, siger hun til Berlingske.

BNB