En lærer på en kristen friskole fører tilsyn med andre kristne friskoler. En underviser på en Rudolf Steinerskole med andre skoler med samme værdisæt, og en forstander på en indvandrerfriskoler fører tilsyn med andre indvandrerfriskoler.

Eksemplerne på, hvordan landets friskoler vælger lærere eller forstandere fra friskoler med samme værdigrundlag som deres eget til at føre tilsyn med deres institution, er mange. Det viser en stikprøve, som Jyllands-Posten har foretaget.

Selvom den praksis ikke er ulovlig, lægger regeringen nu op til at stramme reglerne for tilsynet med de danske friskoler.

»Vi kommer til at stramme reglerne, og det har jeg talt med skolerne om. Vi bliver nødt til at sikre os at tilsynene er uvildige nok, og at de tilsynsførende tør løfte en pegefinger, hvis de oplever noget, som ikke er godt nok,« siger børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) til Jyllands-Posten.

Ministeren henviser til en evaluering af tilsynet på friskolerne, som ministeriet for nyligt har lavet, hvor konklusionerne viser, at tilsynene ikke er uvildige nok.

Hvordan reglerne skal ændres er dog endnu for tidligt at sige, oplyser Ellen Trane Nørby.

I dag er reglerne sådan, at det er forældrebestyrelsen på en privatskole, der selv vælger, hvem der skal føre tilsyn med skolen. Der er dog den forudsætning, at den tilsynsførende skal være certificeret og godkendt af ministeriet.