Minister: Unge vælger uddannelse med hjernen
Flere unge end i 2011 har søgt ind på videregående uddannelser, og det ser ud til, at de har tænkt over, hvor jobmulighederne er størst.
Flere unge end i 2011 har søgt ind på videregående uddannelser, og det ser ud til, at de har tænkt over, hvor jobmulighederne er størst.
Antallet af danske unge, der søger ind på en videregående uddannelse, stiger. I år har 80.766 unge sendt ansøgninger af sted, viser den samlede opgørelse fra Den Koordinerede Tilmelding, KOT. Det er en stigning på otte procent i forhold til 2011.
Og de unge har ikke kun - som de tidligere er blevet beskyldt for - valgt med hjertet. Det lader til, at de har lyttet til politikere og eksperter og søgt geografisk og uddannelsesmæssigt bredt, så muligheden for job efterfølgende er større.
Udviklingen vækker glæde hos uddannelsesminister Morten Østergaard (R).
- Regeringen har fra første dag sat en målsætning om, at 60 procent af alle unge skal have en videregående uddannelse. Derfor er jeg glad og stolt over, at det signal er gået så klart igennem, og at vi nu igen står med en danmarksrekord for, hvor mange der har søgt ind på en videregående uddannelse, siger Morten Østergaard til Berlingske Nyhedsbureau.
- Især er jeg glad for at se de korte videregående uddannelser så rigt repræsenteret i stigningen, fordi det tyder på, at de unge er rigtigt orienteret mod de uddannelser, hvor der er gode beskæftigelseschancer, eksempelvis på IT-uddannelserne, som er i kraftig vækst, konstaterer han.
Den mange ansøgninger betyder dog også, at svarbrevet, der kommer ind ad døren i slutningen af måneden, kan indeholde et »nej« til førsteprioriteten. Men ministeren mener, at der er grund til optimisme, for uddannelsessystemet har plads til alle.
- Der er både råd og plads til de unge, for det har regeringen sørget for i vores 2020-plan. Ikke alle kan komme ind på deres drømmeuddannelse, men der er plads til alle i uddannelsessystemet. Det er bare spørgsmålet om at finde den hylde, hvor der er plads, siger han.
Dimittendledigheden er en anden bekymring hos studerende. Men til trods for, at den for øjeblikket er høj, så må de kommende studerende må holde hovedet højt og frygten for at uddanne sig til arbejdsløshed på afstand, lyder det fra ministeren.
- Det er generelt sådan, at chancerne er langt større for at få en job for de, der har en uddannelse, i forhold til de, der ikke har. Også selv om vi aktuelt står i en situation, hvor flere nyuddannede er ledige, end vi bryder os om, siger Morten Østergaard.