Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) vil give den ledige , fjerde radiokanal på FM-båndet til TV 2, skriver flere aviser. Dermed brydes Danmarks Radios 75 årige monopol på at sende landsdækkende radio, og samtidig får landets syv største aviser, Aller-koncernen og TV3 en lang næse.

I forrige uge dannede De 3 stiftstidender og JydskeVestkysten fælles front med Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten og fremsendte en fælles ansøgning om at få den fjerde kanal. De syv aviser har ligesom TV3 og Aller ønsket at drive radiokanalen på et kommercielt grundlag, men for Elsebeth Gerner Nielsen har det været vigtigere at fastholde kanalen som en public service-kanal med et bredt udbud af programmer.

/ritzau/