"Det hænger kun sammen, fordi jeg har en ualmindelig god mand, som helt og fuldt tager det daglige ansvar for familien.

Han er i en bank, så han har helt normale arbejdstider," siger Sonja Mikkelsen..."måske lidt rigeligt," tilføjer hun og slår en høj latter op.

Hun har forlængst affundet sig med, at hun ikke har en dagligdag sammen med sine to døtre, Maja og Trine og sin mand Ole Kristensen, der er kontorchef.

"Sådan har vores liv altid været. Børnene er født, mens jeg har siddet i Folketinget, og der har jeg altid haft meget arbejde, også før jeg blev minister.

Det er blevet mere nu, men til gengæld får jeg god hjælp til at løse opgaven. Men jeg er lidt mindre hjemme nu."

Hver tirsdag morgen mens familien endnu sover sødt, tager Sonja Mikkelsen det første morgenfly fra Århus til København, og først fredag eftermiddag går turen tilbage tids nok til, at hun kan hente sine børn i børnehave og skolefritidsordning.

"Jeg ser dem ikke i ugens løb, men jeg ringer og siger godnat hver aften, og de kan ringe, hvis der er noget, men de er så små endnu, så det gør de ikke.

En del af aftalen med dem derhjemme er, at jeg værner meget om mit privatliv.

Jeg er ikke i underholdningsbranchen, jeg er i holdningsbranchen, plejer jeg at sige. Derfor bliver mine børn bliver ikke stillet op til fotografering sammen med mig.

Det er en aftale, min mand og jeg har."

Mandag er helliget aktiviteter i og omkring Århus, så Sonja Mikkelsen kan arbejde hjemme den dag, men selv om tiden med familien er knap, er weekendmøder ikke usædvanlige, og så nytter det ikke, at ministeren måske hellere ville være hjemme.

"Mit største problem er de mange organisationer, der holder møde i weekenderne, som har krav på, at ministeren er tilstede. Det hører med, og det må familien også leve med.

Men børnene synes, det er urimeligt, når jeg også skal afsted om lørdagen.

Det er ikke altid lige nemt, men jeg synes faktisk, vi er ret gode til at planlægge vores tilværelse. Og så er vi gode til at holde ferie.

Men vi er jo ikke de eneste - der er mange familier, der lever på den her måde. Her er det bare kvinden, der er meget væk, mens det i de fleste familier er manden."

Sonja Mikkelsen karakteriserer sig selv som et "meget ræsonnabelt menneske", og hun bliver ikke såret over, at det er far, børnene søger, også selvom mor er hjemme.

"Hos os er det far, der er det faste holdepunkt, og det er det også, selv om mor kommer hjem. Jeg bliver ikke såret, hvis børnene går til far, selv om jeg er der.

Når man ikke er meget hjemme, må man acceptere, at der er andre spilleregler, end hvis man var ligeså meget hjemme som den anden forælder. Jeg synes, vores familieliv fungerer meget godt."

Sonja Mikkelsens yngste var kun halvandet år, da hun blev minister første gang, og det krævede særlige overvejelser i familien.

"I hvert hos min mand. Jeg havde sådan set ikke spekuleret på det, men under valgkampen i 98 kommer han på et tidspunkt og siger til mig: "Sonja, hvis Poul (Nyrup, red.) ringer, så siger du ja."

Han må have spist søm, hvorfor siger han det! tænkte jeg. Jeg kunne overhovedet ikke se, at der var udsigt til, at jeg skulle være minister. Så da Poul ringede, behøvede jeg jo ikke spørge, jeg kunne svare med det samme."

Ikke til København

Som svar på spørgsmålet om familien aldrig har tænkt på at flytte til København, lyder et bestemt "Nej!"

"Jeg bor i min valgkreds og kunne ikke drømme om at flytte til København. Jeg har boet i Århus i 25 år, der er en ualmindelig dejlig by med nogen gode rammer og gode uddannelsesmuligheder for vores piger.

Jeg tror ikke, jeg kan komme det nærmere uden at fornærme nogen",.... høj latter.

Både Sonja Mikkelsen og hendes mand er thyboer. De gik i klasse sammen fra de var syv år, blev kærester i 88 og gift i 90.

"Det gør det nemt, at vi kender hinandens familie, og det er en fordel....det kunne selvfølgelig også være en ulempe, men det har det ikke været i vores tilfælde,"....høj latter.

Fra parret gik ud af folkeskolen og indtil 88 havde de ikke kontakt med hinanden, fortæller Sonja Mikkelsen, og på spørgsmålet om, hvad der så skete, lukker ministeren først totalt i.

"Det vil jeg ikke fortælle.....Nej!...Jeg tror, det var helt tilfældigt. Vi var begge på familiebesøg hjemme, og så løb vi ind i hinanden. Det var sådan set ikke så opfindsomt at gifte sig med en fra klassen af"....høj latter.

Indtil regeringsrokaden fornylig var Sonja Mikkelsen regeringens mest udskældte minister.

Hun sad på den udsatte post som trafikminister, og de to gamle han-elefanter Kaj Ikast, Kons., og Svend Heiselberg, V, gjorde alt, hvad de kunne for at gøre livet surt for hende.

"Jeg er glad for mit ny ministerium. Det er et centralt område i vores velfærdsamfund, for mange mennesker lever i dag længe med livstruende sygdomme. Derfor har jeg en drøm om at gøre regeringens folkesundhedsprogram til folkets sundhedsprogram, så folk selv arbejder med for at få bedre livskvalitet og gøre tingene anderledes i hverdagen.

Mange vil f.eks. gerne holde op med at ryge, men mangler måske lige et lille skub, opmuntring eller hvad ved jeg....Og så vil jeg gerne være med til at fjerne tvivlen, der måske er hos nogen om, at når de har brug for sygehusvæsenet, er det der så.

Men jeg vil ikke fortælle folk, hvad de skal gøre. Folk skal selv tage stilling til, hvordan de indretter deres liv.

Ville gerne være blevet

Jeg ville gerne være fortsat i trafikministeriet, men når jeg skulle kastes ud i noget nyt, er det her spændende, fordi det er et af de områder, den politiske indsats focuserer på."

På spørgsmålet om det ikke var en lettelse at komme væk fra de to gamle trafikordførere, svarer Sonja Mikkelsen, at de bare var nogle gamle mænd, der var vant til at bestemme.

"Vilkårene i politik er jo, at man må have med dem at gøre, som partierne gør til ordførere, og så kan det jo godt være, at nogen synes, at jeg var lidt samspilsramt i trafikministeriet.

Men det havde noget at gøre med, at jeg tog et opgør med dem. De var vant til at sidde på ministerens kontor mindst en gang om ugen og få foredrag om, hvordan verden så ud, og hvordan den kunne komme til at se ud i fremtiden. Det afskaffede jeg, fordi jeg ville have en bredere diskussion, der i højere grad var lagt i Folketinget.

Jeg er overbevist om, at de blev sure, fordi jeg ikke fortsatte med den tradition, men jeg mener, det var rigtigt og nødvendigt at gøre op med nogen bestemte gamle mænd, som sad og bestemte det hele."

Mange havde forventet, at Sonja Mikkelsen blev fyret i forbindelse med den seneste regeringsrokade, fordi hun som trafikminister var regeringens mindst populære minister og skydeskive for massiv kritik.

Ifølge hende selv ramte kritikken hende ikke personligt, og hun giver pressen en del af skylden for den.

"Når pressen ikke altid skriver, det man siger, gør det jo ikke livet lettere for en minister.

Men det er nu engang vilkårene i et demokrati. Det er ikke en selv, der sætter alle spillereglerne, og det må man leve med.

Havde jeg det svært med det personligt, skulle jeg holde op i politik, men det havde jeg ikke.

Når man selv mener, man træffer de rigtige beslutninger efter bedste overbevisning og efter bedste evne, kan man se sig selv i spejlet om morgenen, og så kan uvejret rase, for så hviler man i det man gør, og det er en forudsætning for, at man stå sådan noget igennem, som det der fuldstændig urimelige, jeg var udsat for som trafikminister.

Hvis jeg synes, de havde noget på mig, at de havde ret i et eller andet, ville jeg blive ked af det, men når Kaj Ikast kaldte mig den mest venstreorienterede trafikminister, synes jeg nærmest, det var ros. Jeg er jo socialdemokrat i bund og grund, det har jeg altid været.

Og historien om at jeg blev hægtet af omkring finansloven, var jo også helt forkert, men det gik måske op for de fleste, da vi var færdige med finansloven, hvor det var lykkedes at få 6 mia. til trafikområdet, primært til den kollektive trafik, det er aldrig set før. Det kneb ikke med at opnå resultater, og det er sådan set det afgørende."

Fra et arbejderhjem

Sonja Mikkelsen kommer fra et arbejderhjem, hvor forældrene begge var involveret i fagforeningsarbejde.

"Når jeg er et meget ræsonnabelt menneske, tror jeg, det har noget at gøre med min opvækst. Jeg er vokset op i en familie, hvor politik altid har spillet en rolle, og vi havde altid diskussioner kørende om alting.

Det jeg har med hjemmefra er bl.a. at vi er alle lige. Vi lever i et demokratisk samfund, og alle har ret til at have en mening. Hvis man vil vinde en sejr, vinder man den vedat have argumenterne i orden, og det gælder, hvem du end har med at gøre.

Derfor er jeg et menneske, man ikke kommer op at skændes med. Man bruger ikke skænderiet til at forsøge at løse en konflikt, man taler sig igennem en konflikt.

Det er ikke, fordi jeg ikke kan blive gal. Det kan jeg. Men det er ikke ret tit det sker, og så går det heldigvis meget hurtigt over, fordi mit sind nu engang er meget mildt, og jeg har meget nemt til latter.

Men det løser ikke noget at blive gal."

Stort set samtidig med at Sonja Mikkelsen i 1998 blev minister, dør hendes far, og hun har stadig svært ved at tale om det. Men hendes far har betydet meget for, at hun er blevet den person, hun er.

"Både han og min mor, der var aktiv i Husligt Arbejderforbund, var aktive i fagforeningsarbejde, og det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, har præget mig. Så må andre jo vurdere, om der er kommet noget godt ud af det,"... høj latter.

Latteren forstummer og stemmeføringen bliver meget lav.

"Far var slidt op, han havde haft et hårdt fysisk liv. Han havde altid været arbejdsmand, han var slidt op og kunne ikke mere.

Der er jo mange i hans aldersgruppe, der er slidt ned af hårdt arbejde fra de var børn.