Balladen i Vollsmose er »fuldkommen absurd«, siger justitsminister Morten Bødskov, som nu skal hjem og undersøge mulige initiativer for at løse problemerne. Politiet er »tys-tys« omkring den igangværende efterforskning.

Der skal findes nye initiativer til, hvordan man kan komme problemerne i Odense-bydelen Vollsmose til livs. Det fastslår tre socialdemokratiske ministre efter et møde med borgmester og politi i Odense.

Den voldsomme ballade tidligere på ugen, hvor 60-70 personer stormede Odense Universitetshospital (OUH), har fået justitsminister Morten Bødskov, social- og integrationsminister Karen Hækkerup og by- og boligminister Carsten Hansen til at aflægge Odense et besøg.

- Det er en meget alvorlig situation, vi ser, og der er ingen tvivl om, at det er fuldkommen absurd, at man kan finde på at opføre sig på den måde, siger Morten Bødskov.

Han har sammen med sine ministerkollegaer talt med borgmester Anker Boye (S) og Fyns politidirektør Poul Bjørnholdt Løhde om den aktuelle situation og de mere langsigtede udfordringer i Vollsmose. De tre ministre vender nu tilbage til Christiansborg for at se på, om der er huller i lovgivningen, og inden længe indkaldes der til et nyt Vollsmose-møde.

- Det har været et rigtig godt møde. Vi har fået indblik i, hvordan man håndterer situationen, og hvilken strategi man bruger for dels at løse de aktuelle problemer, men også sikre en fremtidig og holdbar udvikling i området, siger Morten Bødskov.

- Det næste skridt er, at vi nu har fået nye initiativer med fra Odense Kommune og boligforeningerne med hjem. Dem kigger vi på nu, og så holder vi et møde, hvor vi ser lidt dybere på de udfordringer, der peges på, siger justitsministeren.

To mænd på 20 og 26 år blev onsdag varetægtsfængslet for drabsforsøget i Vollsmose mandag aften, som udløste balladen på OUH. Begge mænd blev fængslet i fire uger ved et retsmøde bag lukkede døre.

Desuden blev en 19-årig mand tidligere onsdag fængslet ved Retten i Odense for hærværk i forbindelse med hospitalsoptøjerne.

Politidirektør Poul Bjørnholdt Løhde siger, at efterforskningen går i den rigtige retning, men mere siger han heller ikke.

- Lige i øjeblikket er vi meget tys-tys omkring efterforskningen, men med hensyn til drabsforsøget har vi rigtig mange gode ting at gå efter, og vi er meget fortrøstningsfulde, siger politidirektøren.

Han kalder mandagens stormløb mod OUH for et negativt højdepunkt i kampen mod bander i Odense.

- Vi har set bandeopgør før, og derfor er det angrebet på skadestuen, der gør det helt exceptionelt og uventet. Den uro, der har været derude, har vi kontrolleret, og det gør vi fortsat med en kraftig politistyrke, siger Poul Bjørnholdt Løhde.