I næste uge sætter DR fokus på den muslimske højtid eid, som 250.000 danskere fejrer hvert år efter ramadanens afslutning. Næstformand i DR, Ole Hyltoft, sammenligner fejringen med hyldesten af Hitlerjugend i 1930’erne i Politiken fredag. Det får kirke- og ligestillingsminister, Manu Sareen (R), til at udtale skarp kritik af næstformanden.

- Jeg synes virkelig, det er et voldsomt angreb på danske værdier, og det hører ingen steder hjemme. Ole Hyltofts sammenligning med Hitlerjugend er fuldstændig upassende. Hvis der er noget, vi har i Danmark, så er det religionsfrihed og ytringsfrihed, og det sidste er noget, DR benytter sig af, når de dækker eid. Det er public service, og det er de i deres gode ret til, siger ministeren til Berlingske Nyhedsbureau.

Ole Hyltoft kritiserer blandt andet islam for at bekende sig til en politisk og krigerisk tro, der er vendt mod alle ikke-muslimer.

- Det er en latterlig generalisering af islam. Jeg synes, Ole Hyltoft skal komme ned fra træet og prøve at skille tingene ad. DRs dækning af eidfesten henvender sig jo ikke kun til muslimer, men også til danskere, så de kan få et indblik i, hvad højtiden egentlig går ud på. For mig at se er det mere samlende, end det er en begivenhed, der skiller os ad, siger Manu Sareen.