Der skal en mentalitetsændring til hos en stor del af de 17.000 somaliere, der bor i Danmark.

Det mener social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S), som ifølge Jyllands-Posten ønsker et opgør med den såkaldte kuffertmentalitet, hvor somaliere ikke koncentrerer sig fuldt ud om at blive en del af Danmark, fordi de håber på at vende tilbage til Somalia.

Hendes opfordring til somalierne lyder:

- Du skal lægge kufferten op på skabet og sige: »Nu slår jeg rødder her«. Hvis man ikke accepterer, at ens fremtid er her, er det klart, at det hæmmer integrationen, siger Karen Hækkerup til Jyllands-Posten.

Hun vil sammen med den amerikanske ambassadør i Danmark, Laurie S. Fulton, senere i år indgå en udvekslingsaftale, så en gruppe fremtrædende, unge dansk-somaliere kan sendes på et ophold i delstaten Minnesota, der har haft succes med, at somaliere integrerer sig, især ved at åbne egne butikker.

De unge skal studere den amerikanske integrationsindsats, som ikke varetages af det offentlige, men af kirker, foreninger og civilsamfundet i øvrigt. Og somaliere fra USA skal til Danmark for at studere den danske model.

Karen Hækkerups opfordring er i tråd med en af konklusionerne på en konference for 10 dansk-somaliske foreninger. Men det somaliske foreningsliv er vidtfavnende, og ikke alle er enige.

- Vi er glade for, at vi må være her, men en dag vil vi vende tilbage til Somalia med stor tak til Danmark. Vi har brug for den drøm. Vi er den svageste gruppe i Danmark, siger Najma Ahmed Mohamoud, formand for Foreningen Somaliske Børn og Bedsteforældre i Aarhus.

Dansk Folkeparti vil bruge kuffertmentaliteten aktivt:

- Vi vil gerne hjælpe dem med at udleve deres drømme, så de kan komme hjem til Somalia eller måske til et af de somaliske miljøer i nærområdet, for eksempel Kenya, siger integrationsordfører Martin Henriksen til Jyllands-Posten.

BNB