Socialminister Karen Hækkerup (S) varsler et snarligt opgør med en række velfærdsydelser, som der ikke længere er råd til, når regeringen vil forbedre vilkårene for udsatte børn og styrke indsatsen over for de allersvageste.

Allerede til efteråret vil socialministeren komme med et konkret udspil til besparelser, og inden da ønsker hun en debat om, hvad der er ret og rimeligt i et velfærdssamfund som det danske.

- Når der er nogle ting, vi vil forbedre, så er der noget andet, vi må kigge på og skære væk. Derfor vil jeg gerne have en prioriteringsdebat om vores velfærd. Vi skal turde gennemgå de ydelser, vi har på vores hylder, siger Karen Hækkerup til Berlingske.

Mindre til ældre og handicappede

Socialministeren mener selv, at det vil være rimeligt at skære i nogle af de aldersbetingede ydelser til ældre, ligesom hun mener, at handicappede børn ikke længere skal have gratis daginstitutionsplads.

- Jeg synes sådan set, det er rimeligt nok, at forældre med et handicappet barn får børnehaveplads på samme vilkår som alle andre. Og hvis man gennem hele livet har tjent gode penge og har haft rengøringskone, hvorfor skal kommunen så betale for, at man får gjort rent, blot fordi man er blevet ældre, siger Karen Hækkerup, som er tilhænger af, at de rigeste ældre selv skal betale for den praktiske hjemmehjælp.

Folkepension risikerer nedskæringer

Selv folkepensionen er Karen Hækkerup klar til at tage en debat om, men hun har ikke nogle konkrete forslag til, hvordan der kan spares penge her.

Hos de Konservative er partiformand Lars Barfoed begejstret for, at regeringen vil målrette en række ydelser til de mest udsatte borgere.

- Det har jeg længe talt for. Det kan ikke være rigtigt, at vi alle sammen forventer at få lige så meget tilbage fra samfundet, som vi betaler ind. For hvor er så omfordelingen til de svageste, siger Lars Barfoed, der understreger, at de Konservative ikke vil pille ved folkepensionens grundbeløb.

- Men hvis vi ser bort fra den, så synes jeg, det er helt rigtigt at overveje de aldersbetingede ydelser, siger han.

- Jeg kan kun sige velkommen i den svære debat. Men hvorfor går Socialdemokraterne først til valg på et overflødighedshorn af løfter, inden de fortæller, at der skal prioriteres, siger Ellen Trane Nørby til Berlingske.

Både Enhedslisten og Dansk Folkeparti raser over, at socialministeren vil skære i en række velfærdsydelser.

- Et opgør med de universelle velfærdsydelser er klassisk borgerlig politik. Men vi har altså et skattesystem, hvor man bidrager alt efter, hvad man tjener, men til gengæld får noget igen. Det er helt afgørende for opbakningen til velfærdsstaten, siger Stine Brix, Enhedslistens sundhedsordfører.

Hun tror ikke, at danskerne oplever, at der er velfærdsydelser, som godt kan skæres væk. Det mener DF-leder Pia Kjærsgaard heller ikke.

HVAD MENER DU OM SOCIALMINISTER KAREN HÆKKERUPS UDMELDING? DELTAG I DEBATTEN HERUNDER: