AFGHANISTAN: Indbyggerne i Helmandprovinsen i Afghanistan har ikke fået meget ud af syv års forsøg på at kombinere danske soldaters kampindsats med hjælp til udvikling af det fattige samfund. Det konkluderer udviklingsminister Christian Friis Bach (R) ifølge Politiken onsdag.

- Det civil-militære samarbejde har været præget af nødløsninger, vi helst havde været foruden, og som med sikkerhed i nogle tilfælde er slået fejl, siger udviklingsministeren til Politiken.

- Det har ikke været effektivt, og det har med sikkerhed været for dyrt, for bøvlet og besværligt, siger Friis Bach.

Han understreger, at han ikke retter kritik mod de soldater og civile rådgivere, der har arbejdet med den såkaldte samtænkning.

I de senere år er der brugt op mod 50 millioner kroner om året i Helmand på civile projekter som skolebyggeri, infrastruktur og løn til lokale embedsmænd - alt sammen udført med omfattende militær beskyttelse. Normalt bliver udviklingsbistand ikke blandet sammen med en militær indsats.

- Det har været ekstremt svært. Men der var ingen alternativer i Helmand; derfor måtte vi gå ind med afsæt i en militær indsats, forklarer udviklingsministeren.

Ministerens vurdering af den højtprofilerede samtænkning kommer, samtidig med at de sidste ti års danske udviklingsbistand til Afghanistan på godt 3,8 milliarder kroner er blevet evalueret for første gang. Arbejdet er lavet af eksterne konsulenter for Danida.

De tre rapporter, der offentliggøres onsdag, bruger ikke meget plads på indsatsen i Helmand. De gennemgår i stedet den danske bistand til hele landet med fokus på uddannelsessektoren, genbosætning af flygtninge, bedre levevilkår og opbygning af en troværdig afghansk stat.

Evalueringerne kritiserer blandt andet, at det generelt har været svært at få den danske hjælp til at nå de særligt udsatte og den mest fattige del af den afghanske befolkning. Derudover udgør omfattende korruption et særskilt problem i landet, hvor 95 procent af statens indtægter kommer fra udenlandske donorer.

Generalsekretær i Dansk Røde Kors Anders Ladekarl mener ikke, at Danidas evalueringer har boret dybt nok i, om resultaterne i Afghanistan står mål med de mange støttekroner.

- Man når frem til, at der er positive resultater på skoleområdet og visse andre områder. Det er fint, men man har tilsyneladende ikke set på sammenhængen mellem pris og udbytte. Det har været kolossalt dyrt at nå de resultater, siger han til Politiken.

BNB