BT skriver lørdag, at mindst 86 kendte og mindre kendte danskere i perioden fra 2008 til 2012 har fået deres kreditkorttransaktioner overvåget af Se og Hørs kreditkort-spion. Og de overvågede kan ifølge mediejurist Oluf Jørgensen stå over for at modtage store godtgørelser for ugebladets misbrug af deres personlige kreditoplysninger.

- Der vil helt klart blive lagt vægt på, hvordan oplysningerne er blevet publiceret, og hvordan den enkelte person er blevet udstillet, siger Oluf Jørgensen, som er mediejurist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Han vil dog ikke vurdere, hvor store godtgørelserne bliver, da der ikke findes tidligere retssager i Danmark, der kan sammenlignes med Se og Hør-sagen. Det har dog betydning, i hvor stort omfang og hvor mange gange de kendte er blevet overvåget.

- Der vil formentlig blive lagt vægt på, om oplysningerne er blevet hentet systematisk med ulovlige metoder. Godtgørelsen skal jo give en form for kompensation for krænkelserne, og det er dommeren opgave at vurdere, hvor alvorlige de enkelte krænkelser har været, siger han.

Tidligere har det været fremme, at flere af de kendte, som er blevet overvåget af Se og Hør i perioden 2008- 2012, overvejer at rejse et fælles søgsmål mod Aller. Det er dog endnu uvist hvor mange.