Mindst 26 dræbt i studentermassakre i Nigeria
Motivet for blodig massakre i nordnigeriansk by er endnu ukendt, men nigerianske medier mener, at islamistgruppen Boko Haram står bag.
Motivet for blodig massakre i nordnigeriansk by er endnu ukendt, men nigerianske medier mener, at islamistgruppen Boko Haram står bag.
NIGERIA: Mindst 26 mennesker blev mandag nat myrdet i et boligområde for studerende i Nigerias nordøstlige by Mubi.
Ofrene var studerende, og mordene blev ifølge nigerianske medier begået med knive og geværer af medlemmer af den islamistiske gruppe, Boko Haram. Drabene fandt sted i forbindelse med et valg til de studerendes råd, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Angrebene kommer ifølge BBC få dage efter, at en lang række medlemmer af Boko Haram blev anholdt i byen.
Gerningsmændene var iført militærdragter og gik ifølge flere medier fra dør til dør og beordrede studerende ud af deres værelser. Herefter blev nogle skudt, mens andre blev stukket ihjel og fik skåret halsen over. De døde blev efterladt på en række foran bygningerne.
Blandt de dræbte er både muslimer og kristne, og også en ældre borger mistede livet.
Skolen i området blev efter angrebet lukket, og flere studerende flygtede fra byen. Samtidig beordrede myndighederne udgangsforbud for at undgå sammenstød i området.
Den regionale politimyndighed i Adamawa, hvor Mubi ligger, oplyser ifølge BBC, at den endnu ikke med sikkerhed kender til drabsmændenes præcise motiv.
Et angreb mod telefonmaster begået af Boko Haram for få dage siden gjorde det besværligt for ofrene at kommunikere med hinanden, oplyser de lokale myndigheder.
Boko Haram har endnu hverken be- eller afkræftet, at gruppen står bag angrebene.