Det lød som en uskadelig champagneprop, da mindst 11 personer her til eftermiddag blevet dræbt ved en eksplosion i Hvideruslands hovedstad Minsk. Det bekræfter en talsmand for landets Ministerium for særlige situationer, over for nyhedsbureauet RIA Novosti.

Mindst 130 personer meldes samtidig kvæstede. 45 er indlagt på byens hospitaler.

Eksplosionen fandt sted på byens centrale metrostation Oktyabrskaya, som kan sammenlignes med Nørreport i København. Stationen kæder Minsks to metrolinjer sammen midt i hovedstaden, og ligger ikke langt fra præsident Aleksander Lukasjenkos embedsbolig.

Lukasjenko kaldes Europas sidste diktator. For bare tre år siden blev han udsat for en bombe, der sprang ved en koncert. 50 tilhørere blev såret ved den lejlighed. Lukasjenko aflyste mandag aften et møde for at følge situationen omkring metrostationen.

Sort røg kan ses stige op fra en metronedgang, mens passagererne strømmer op fra undergrunden. 


De russiske myndigheder har skærpet sikkerheden på alle de centrale metro-stationer i Moskva. I marts i fjor blev 35 mennesker dræbt under terrorangreb på to metro stationer i Ruslands hovedstad.