Mindre salt i maden kan redde 1.000 liv
Hvis danskerne skærer i deres saltforbrug, kan det betyde, at færre rammes af hjertesygdomme, og at der dermed er flere end i dag, der overlever dem.
Hvis danskerne skærer i deres saltforbrug, kan det betyde, at færre rammes af hjertesygdomme, og at der dermed er flere end i dag, der overlever dem.
Mindre salt i maden kan betyde, at flere danskere slipper med livet i behold. Tidligere har det været et råd mod forhøjet blodtryk og for småbørn, men helt nye beregninger fra Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed viser ifølge Politiken, at omkring tre gram salt mindre i den daglige kost kan hjælpe til, at færre får hjertesygdomme, og omkring 1.000 færre dør.
Saltmængden skal derfor skæres ned i dagligvarer og i restaurantmad med 20 procent, mener fødevareindustrien og myndighederne, som har lavet et samarbejde om det. For det er netop fra turene i supermarkedet og til spisesteder uden for hjemmet, at vi får 80 procent af den salt, vi spiser.
- Mindre salt betyder, at man får et lavere blodtryk, og det er ikke kun mennesker med forhøjet blodtryk på over 140, der har godt af at få sænket blodtrykket. Hvis vi rykker hele kurven over befolkningens blodtryk, så får alle en lavere risiko for at dø, siger seniorforsker Ulla Toft fra Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed i Region Hovedstaden til Politiken.
Hvis danskerne slapper lidt af med salten på maden - bare 15 procent - bliver det nemmere og mere effektivt at bekæmpe hjertekarsygdomme, end hvis 20 procent af rygerne lægger smøgerne på hylden. Så hvis vi i højere grad går uden om salten, er det den mest effektive metode til at forbedre folkesundheden, mener Ulla Toft.
Kun 10-15 procent af det salt, en gennemsnitsdansker får dagligt, kommer fra kartoner og kværne. Resten får vi gennem dagligvarer som kødpålæg, brød, ost og færdigretter. Gennemsnitligt indtager en dansk mand 9.11 gram salt dagligt, mens kvinder spiser 7-8 gram. Men det tal skal reduceres til 5-6 gram per person om dagen.
Og det er nødvendigt at industrien er med, hvis målet skal nås, lyder det fra fødevareminister Mette Gjerskov (S).
- Når det viser sig, at man kan reducere med 1.000 dødsfald om året, betyder det virkelig noget i forhold til folkesundheden. Derfor har vi skabt et partnerskab, som fødevareproducenterne er gået rigtig positivt ind i. Det svære er at få fat i det skjulte salt, som vi ikke selv drysser på maden, siger hun til Politiken.
Alligevel er holdbarhed og smag en naturlig stopper for, hvor meget salt der er muligt at tage væk fra kødvarer. Men 11 millioner kroner er blevet øremærket til forskning i saltreduktion i oste i mejeribranchen, forklarer Landbrug & Fødevarer.
Til november 2013 får hver dansker gennemsnitligt halvandet gram mindre salt dagligt, hvis samarbejdspartnerne opfylder deres mål. Og når vi når frem til 2016 er det et krav fra EU, at varedeklarationen på alle fødevarer fortæller om saltindholdet.