Det er først, da han ser ham i kapellet, at det rigtigt går op for ham. At det er slut. På båren foran Rasmus Ladevig ligger en 25-årig kopi af ham selv. Men det er ikke en kopi, det er Jesper – hans bror, der kun er 10 minutter yngre end ham selv.

Opret abonnement på BT PLUS og læs denne gribende fortælling om at miste dem som er allernærest. Jesper mistede sin tvillingebror og skulle pludselig lære at mangle hans bedste ven og 'anden halvdel'.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.

Det er først, da han ser ham i kapellet, at det rigtigt går op for ham. At det er slut. På båren foran Rasmus Ladevig ligger en 25-årig kopi af ham selv. Men det er ikke en kopi, det er Jesper – hans bror, der kun er 10 minutter yngre end ham selv.

Kun få timer forinden er Jesper blevet fundet hængende i et reb i et lydstudie. Døden er hans eget valg. Han har opsøgt den mange gange før, men denne gang har han ment det. Denne gang er det definitivt.
Sammen med sin mor tager Rasmus afsked med sin tvilling. Udenfor kapellet knækker benene sammen under ham. Han mister kontrollen – for denne gang kan han ikke købe en pose bajere og gå en lang tur med sin bror. Denne gang kan han ikke forsøge at samle ham op og trøste ham. Denne gang har han ikke kunnet gribe ham, inden han faldt.
Det har ellers altid været hans opgave.
- Da vi var børn, var det faktisk Jesper, der var den udadvendte. Jeg stod tit lidt i skyggen af ham. Han var den første af os til at få en kæreste, han fik bedre karakterer, og jeg tror egentlig, at vores familie havde større forventninger til ham, end de havde til mig.
Det lyder mærkeligt, for den i dag 36-årige Rasmus Ladevig har klaret sig, så enhver mor ville være stolt. Hus uden for Aalborg, et godt job som ingeniør og to glade børn.
- Men der skete noget, da vi var teenagere. Jesper havde meget let ved at flygte fra ting. Skole, konflikter og den slags. Han flygtede ind i en verden af hash og øl. Han brugte det som en stopknap – til at sætte en stopper for det, der gjorde ondt på ham, husker Rasmus.
Selv havde Rasmus et mere afslappet forhold til den slags. Hash og øl var til weekendbrug, mens skolen blev passet i hverdagene.

To brødre


Det er 11 år siden, at Jesper døde. Rasmus har tit tænkt: Hvorfor? Og ikke mindst: Hvorfor ikke mig?
- Jeg ved ikke, hvorfor vi endte så forskelligt. Var det fordi han blev født ti minutter senere? Var det noget, han havde i sig? Og har jeg det også?
- Jesper lærte mig meget. Jeg ved, hvordan det er at miste nogen og at miste fodfæstet i en periode. Men hans død lærte mig også, at tilværelsen er en linedans. Vi kigger ofte på vores fødder, men hvis vi kigger endnu længere ned, er der en afgrund, som man på et splitsekund kan falde ned i.
For selvom man har delt livmoder, behøver man ikke dele skæbne.
- Jeg tror faktisk ikke på al det hokuspokus, der tit er med tvillinger. Vi havde da et hemmeligt kodesprog som børn, men jeg følte aldrig, vi var en symbiose. Det var ikke sådan, at jeg kunne sidde og mærke, hvordan han havde det, eller hvad han tænkte. Han var min bedste ven, men vi var meget forskellige. Vi kunne skændes, så det bragede, men glæden ved musikken havde vi tilfælles. Det var det rum, hvor vi kunne mødes, siger Rasmus og kigger tværs gennem stuen.
I et hjørne står en rød guitar og lyser op. Det er Jespers. Rasmus fik den efter broderens død. Musikken var den disciplin, Jesper fungerede bedst i.

To skæbner


Begge drengene begyndte i gymnasiet, men Jesper droppede ud allerede i 1.g og hans liv blev musikken, bajerne, skiftende kærester og frem for alt det psykiatriske system, som blev holdepunktet for den maniodepressive teenager.
Rasmus derimod tog den slagne vej fra gymnasiet gennem militæret, videre på universitetet og fik senere et godt job i Siemens. Han har været med til at åbne en fabrik i Brasilien, og glade børnebilleder på væggen vidner om, at også privatlivet har budt på sejre.
Sådan gik det ikke Jesper. Allerede som 16-17-årig forsøgte han første gang at tage sit liv. Han slugte et glas piller, men blev – som så mange gange siden – reddet i tide. Rasmus er stadig ikke klar over, om selvmordsforsøgene var reelle – eller et råb om hjælp. Hver gang Jesper havde haft en nedtur, skammede han sig, men Rasmus stod altid parat på den anden side.
- Jeg prøvede bare at være der for ham. Når han havde været indlagt, stod jeg klar til at tage imod ham. Han kom altid ud af hospitalet fuld af energi og klar til at starte et nyt liv, men det knækkede hver gang efter en periode. Jeg kunne støtte ham og være der for ham, men jeg kunne ikke flytte ham.
Det var hårdt at være Jespers nærmeste. For hvorfor kunne han ikke tage sig sammen?
- Hvorfor kunne han ikke bare stå op klokken syv om morgenen, tage et bad eller løbe en tur og holde sig under 21 genstande om ugen, spørger Rasmus med et stænk af velbevaret irritation og frustration.
Det var et pres at være Jespers livline. For resten af familien forventede, at Rasmus havde styr på Jesper.
- Folk kunne finde på at ringe til mig og sige: ’Hej, Rasmus: Hvordan går det med Jesper’.
Og Rasmus kæmpede en brav kamp for at kunne svare ’godt’, hver gang nogen spurgte.
Derfor føltes det som en mavepuster i både krop og sjæl, da han en sommerdag stod ved sin livløse brors leje.
Jesper havde været væk i et par døgn. Det var der ikke noget usædvanligt i, for han kunne forsvinde i flere uger, uden at nogen anede, hvor han var. Men en kammerat var bekymret og kørte ud til det lydstudie, han var i gang med at bygge. Her fandt han Jesper død.
Døden kom som et chok for Rasmus.
- Jeg havde ikke ventet, at det skulle ske, selvom det var en overhængende frygt, jeg havde levet med i mange år. Jeg har så tit tænkt: Hvad nu hvis...
Efter afskedeni kapellet, slap Rasmus selv kontrollen.
- Jeg tog alt: guldøl, stesolid, hash... det hele. Det mærkelige var, at jeg slet ikke kunne slå mig selv ud. Jeg ville bare så gerne sove fra det hele, men det virkede slet ikke, husker han.

To følelser


Selvom brødrene havde samme dna, var deres livsvilje helt forskellig.
For Rasmus gik tiden efter begravelsen med at gå til eksamen på universitetet, og fritiden blev fordrevet med hyppige drukture i Aalborgs natteliv. Savnet af Jesper var enormt – på trods af alt.
Først efter nogle måneder fik Rasmus endelig sagt farvel. Han var på sommerferie med sin daværende kæreste og hendes familie.
- En aften fik jeg nok af al den røgede makrel, hvidvin og brætspil med svigerfamilien. Jeg havde brug for luft, og gik alene ned til stranden. Pludselig gjorde jeg noget, jeg ikke plejede. Jeg talte højt – til Jesper. Sagde farvel. Sagde undskyld til ham for, at jeg ikke havde kunnet hjælpe ham, og fik sagt, at han ikke skulle være ked af det, han havde gjort. Den aften faldt det hele på plads for mig, siger Rasmus som samme aften sagde farvel til sit overforbrug af øl og hash.
I dag kan Rasmus indrømme, at det også var en lettelse, at Jesper ikke var der mere.
- De sidste år var kaotiske. Han var altid væk, men alligevel fyldte han meget. På godt og ondt. Det var stressende. Jeg skulle altid have min telefon på mig, der skulle altid være batteri på, og når den endelig ringede, fór jeg op. Derfor var det en lettelse – men det var også en tomhed.
For trods forskellighederne var Jesper Rasmus’ bedste ven. Derfor har han gjort et stort nummer ud af at fortælle sine børn, at far engang havde en bror, der hed Jesper. For skal man kende Rasmus, skal man også kende Jesper. Sådan har han det.
I dag kan der gå uger mellem at han tænker på sin bror. Men i perioder dukker han jævnligt op i tankerne. Bevidstheden om Jesper forsvinder aldrig. Og i svære perioder er det altid tvillingebroderen, der bliver konsulteret. Hvad ville Jesper have gjort nu, tænker Rasmus.
- Jeg har det stadig sådan, at selv om der er mennesker omkring mig, så er jeg lidt alene. Der er altid noget, der mangler. Det er som om, der altid er en tom plads ved siden af mig, siger han.