Såvel CD som von Trier er ja-siger, og det utraditionelle samarbejde er kommet i stand, fordi de gensidigt kom under vejrs med, at de havde fået samme ide til en ja-kampagne.

"Det er noget med nogen i CD, der har fælles bekendte med nogen i Zentropa, og Zentropa henvendte sig så til os, så jeg har været til møde med Peter Aalbæk Jensen.

Lars von Trier har jeg aldrig mødt, men det er da interessant, at vi har tænkt på samme måde," siger Mimi Jakobsen glædestrålende.

Hvad budskabet præcist er udover en følelsesladet opfordring til at stemme ja, afsløres først 11. september, når filmen vises på TV.

Endnu er det også for tidligt at sige noget om, hvorvidt Mimi Jakobsen selv får en rolle i filmen.

"Måske, måske ikke. Det vil vise sig over sommeren. Men von Trier har fået helt frie hænder til at lave, hvad han vil, og vi er jo et ægte dogme-parti, der ikke har ret mange penge, så vi får filmen til en pris, der ikke ruinerer os," siger Mimi Jakobsen.

Peter Aalbæk Jensen, direktør i Zentropa, siger i en pressemeddelelse, at von Trier igennem de seneste måneder har forberedt en kampagne for et ja til euroen.

"Det har været vigtigt for Lars von Trier at biddrage til ja-kampagnen, og han fik en ide, hvor der bliver trykket på følelsesknappen. Tilfældigvis fandt vi ud af, at CD tænkte på at lave noget tilsvarende," siger Peter Aalbæk Jensen.

Det er ikke første gang, Mimi Jakobsen arbejder sammen med en guldpalme-vinder.

CDs allerførste valgfilm i 1973 var filminstruktøren Bille August med til at lave, "og ham har jeg i øvrigt gået i klasse med," fortæller Mimi Jakobsen.