AFRIKAS HORN: Sidste år mistede op mod 100.000 mennesker livet som følge af tørken på Afrikas Horn. Et år efter, at der blev erklæret hungersnød i Somalia, har 3,7 millioner mennesker fortsat akut behov for humanitær bistand, selvom hungersnøden officielt blev erklæret slut i februar, oplyser flere nødhjælpsorganisationer.

- Der er sket fremskridt, siden katastrofen var på sit højeste sidste år, men problemerne er ikke løst. Der er stadig omkring 2,2 millioner af mennesker på Afrikas Horn, der har brug for humanitær bistand, i dag og fremadrettet, fortæller Anne Poulsen, direktør for FNs Fødevareprograms nordiske kontor, og tilføjer:

- Situationen er stadigvæk meget alvorlig, og de forbedringer, der er sket, er fortsat meget skrøbelige.

De nyeste tal viser, at antallet af mennesker, der er flygtet ud af Somalia, nu har oversteget en million.

Ifølge Ann Mary Olsen, chef for Dansk Flygtningehjælps internationale afdeling, er de fleste flygtet til lejre i Kenya og Etiopien.

- Her møder dem en skæbne, hvor de kommer til at leve i fattigdom med begrænset hjælp, dog med organisationer til stede, fortæller hun.

Der har været krig og konflikt på Afrikas Horn i 15 år, hvilket ifølge nødhjælpsorganisationerne er en af årsagerne til, at der gik lang tid, før hjælpen nåede frem sidste år.

- Da katastrofen var på sit højeste sidste år, var 12 millioner mennesker berørte, fortæller Ann Mary Olsen.

Op mod 100.000 overlevede ikke hungersnøden.

Virkeligheden i dag for millioner af mennesker på Afrikas Horn er, at de hver eneste dag står over for nogle smertefulde valg, forklarer Anne Poulsen:

- Skal de sende børnene i skole, eller skal de give dem noget at spise? Eller skal de ingen af delene, så de derimod har råd til at sende dem til lægen, hvis de bliver syge? De har ikke råd til det hele.

Både FNs Fødevareprogram og Dansk Flygtningehjælp fortsætter deres indsats på Afrikas Horn. Ifølge Anne Poulsen er det dog en udfordring at blive ved med at holde fokus.

- På et eller andet tidspunkt pakker kameraerne sammen, og når alt kommer til alt, kan vi jo ikke lave det arbejde, vi gerne vil, hvis ikke vi har pengene til det. Så er den skinbarlige virkelighed altså, at vi ikke kan hjælpe alle de mennesker, vi gerne vil, siger hun.