Omfanget af hypokondervittigheder er enormt, men for en stor gruppe danskere er hypokondri en belastende lidelse, som med et mindre stigmatiserende ord kaldes sygdomsangst. Det vurderes, at op mod 9,5 pct. af de 18- til 65-årige danskere har symptomer på sygdomsangst, hvis man tæller de lette, mere forbigående tilfælde af lidelsen med. Det skriver Berlingske.

Sygdomsangsten koster hvert år det danske sundhedsvæsen dyrt:

- Sygdomsangste bruger omkring dobbelt så mange sundhedsydelser som den gennemsnitlige patient i den almene lægepraksis gør. De er meget bekymrede for deres helbred og går jævnligt til lægen for at blive tjekket for deres mistanke. Ubehandlet er de derfor en økonomisk belasting for sundhedssystemet, siger Per Fink, klinisk professor og ledende overlæge ved Forskningsklinik for funktionelle lidelser på Aarhus Universitet, hvor han har forsket i sygdomsangst.

Han er kommet frem til, at patienter med sygdomsangst koster sundhedssystemet 8.000 kr. hver om året, mens en gennemsnitlig patient koster 4.000 kr. årligt. Det er dog langtfra alle de 9,5 pct. af de 18-65-årige, der bruger lægen så jævnligt, at de koster systemet dobbelt så meget som gennemsnittet. Per Fink vurderer, at omkring 2,5 pct. af aldersgruppen bruger sundhedsydelser i stor stil.

- Man kan hurtig regne ud, at regningen for undersøgelser og konsultationer bliver stor for sundhedssystemet, siger Per Fink til Berlingske.

Ifølge Danmarks Statistik er der ca. tre mio. danskere mellem 20 og 59 år. De 2,5 pct. – der ifølge Per Fink er lavt sat – betyder, at omkring 75.000 af dem lider af sygdomsangst, og deres øgede belastning af sundhedssystemet svarer til 300 mio. kr. om året.