Man stod i kø med superstjerner, drak dyr champagne om bord og kunne mærke rystelserne fra de fire store jetmotorer, der fik flyet til at bryde lydmuren. Skribent fortæller om sin oplevelse med at flyve med concorden.
Nogle kaldte det verdens smukkeste fly. Andre et teknisk vidunder. Og så var der nok også mange, der bare syntes, at det larmede helt forfærdeligt, når det med sine fire store jetmotorer skulle i luften fra lufthavnenes startbaner.
Men ét er sikkert. Det legendariske britisk-franske fly, concorde, der som eneste passagerfly kunne bryde lydmuren, var fyldt med millionærer, skuespiller, kongelige og andre kendte.
For med priser på op mod 50-60.000 for en returbillet, kunne kun de færreste på egen krop få lov at opleve, hvordan det var at blive fragtet med det smarte fly, der fløj så hurtigt, at det kunne klare turen mellem London og New York på den halve tid - nemlig tre og en halv time.
Nu giver en skribent, Thomas Ricker, fra det amerikanske teknologi-magasin The Verge dog indblik i, hvordan det var at flyve med det luksuriøse fly. Og at vurdere ud fra hans fortælling, var det en blanding af fascination og skuffelse.
Thomas Ricker, der prøvede at flyve med concorden to gange, fortæller, at flyet var 'magisk'. Især når det skulle i luften, og man kunne mærke rystelserne fra de fire jetmotorer, der var i gang for fuld kraft.
Ricker betegner oplevelsen som 'betagende' og 'som intet jeg har oplevet før på almindelige flyvninger'. Han forklarer, at det nærmest føltes som at sidde i en raket.
»Jeg kunne ikke lade være med at smile,« skriver han.
Han fremhæver en anden af de specielle ting, som concorden var kendt for - nemlig at man som passager kunne se jordens krumning. Flyet fløj nemlig i 18 kilometers højde over Atlanten, hvor det nåede sin topfart på to gange lydens hastighed.
Og også superstjernerne og millionærerne var med. På en af de to flyvninger fløj Thomas Ricker sammen med skuespilleren Gwyneth Paltrow.
Men mens hele concorde-oplevelsen var noget ekstraordinær, så var selve flyet indvendigt ikke voldsomt imponerende. Ifølge Ricker var pladsen trang og langt fra så luksuriøs, som de forhold man får på førsteklasse på almindelige flyvninger i dag.
Faktisk var der kun én klasse i concordeflyet, og der var lavt til loftet, så høje mennesker måtte bukke sig.
Der var 25 rækker med sæder, og der var to sæder på hver side af midtergangen. Selve sæderne var udmærkede, ifølge Ricker, men de var placeret tæt ved hinanden, og der var ikke meget privatliv. Og maden, der ellers blev fremhævet voldsomt, imponerede heller ikke skribenten særligt.
Til gengæld var champagnen god. Den fik Ricker blandt andet at smage, da han på sin anden flyvning var på vej tilbage til Europa, hvor hans kone var ved at føde deres søn. Undervejs på turen fik flyet en melding om, at sønnen var født, og så blev en dyr champagnen åbnet på flyet, mens de andre 99 passagere klappede af Ricker.
Concorden blev udviklet i 1960'erne og blev første gang indsat kommercielt i rute i 1976. Flyet fløj for Air France og British Airways mellem henholdsvis Paris og Rio de Janeiro samt London og Bahrain. Sidenhen åbnede de to selskaber også concorde-ruter til New York og Washington.
Concorde blev taget ud af drift i 2003, efter at der tre år forinden havde været en alvorlig dødsulykke. Under take-off fra Paris ramte et af flyene en tabt metalliste fra et andet fly på startbanen, der førte til, at et af concordeflyets hjul punkterede. Det antændte gnister i brændstoftankene under flyets vinger, hvilket fik flyet til at bryde i brand og styrte ned uden for Charles de Gaulle lufthavnen i Paris.
Ulykken skete den 25. juli 2000, og 109 personer, der var om bord på flyet, omkom. Derudover døde fire personer på landjorden. To dansker var blandt de dræbte. Det var den succesfulde forretningsmand, Poul Ejlersgaard, fra Aarhus samt hans hustru Ellen Ejlersgaard. De var på vej til krydstogt i Caribien.
