Nu rækker én ud af 100 millioner kroner som en skrædder i helvede. Og hvor meget den kan sikre, sku' man nok ku' få en diskussion ud af.

Men ikke desto mindre må man formode, at det symbolske beløb og DRs figureren på listen over støttekilder har en effekt på andre givere, som nu muligvis bli'r lidt venligere.

Det mener i hvert fald producent Birgitte Hald, som siger, at pengene "vil være medvirkende til at bane vejen for tilførsel af yderligere nødvendig kapital fra andre nordiske lande."

Vinterbergs engelsksprogede kærlighedshistorie har været genstand for en del røre i det danske filmmiljø.

Det Danske Filminstitut har tidligt i forløbet givet tilsagn om støtte, men valgte fornylig at reducere støttebeløbet fra ti til tre mio. kr. Simpelthen fordi filmen ikke er på dansk.

Og godt nok er den endelige beslutning ikke truffet i den sag - det forventes først at ske i næste uge - men den seneste melding fik Thomas Vinterberg til at true med at forlade Danmark i lyset af instituttets afvisende holdning; en trussel Ole Bornedal støttede ham op i.

Mens instituttets områdechef Thomas Stenderup som en anden standhaftig tin-soldat forsvarede sin arbejdsplads' meldinger, men erkendte, at en revurdering af Filminstituttets retningslinier for støtte måske var nødvendig.

For DR er en mio. kr. noget nær en dråbe i havet. Med den sikrer de sig nemlig TV-rettighederne til filmen.

Thomas Vinterberg selv befinder sig p.t. i USA, hvor han forhandler med skuespillere til filmens to hovedroller.