Til gengæld synes han ikke at være en mand, der bærer nag. Selvom Simonsen stadig har 90 mio. kr. ude at svømme i Kurt Thorsens suppedas, bakkede han i eet og alt op om Thorsens egen forklaring i PFA-sagen.
Konsekvensen af Simonsens afhøring blev til gengæld endnu et smertende gok til advokat Robert Koch-Nielsen.
Næsten endnu værre blev det, da Simonsens advokat, Claus Korsgaard Knudsen, vidnede fredag eftermiddag.
Også Knudsens forklaring må give Koch-Nielsen grå hår i hovedet, inden han selv skal afhøres igen på fredag.
Koch-Nielsen var Kurt Thorsens advokat gennem hele 1997-98, da de store byggeplaner var tæt på at blive realiseret. Ifølge Thorsen var advokaten selve kandan-akslen i PFA-projekterne.
Hans kontor var centrum i konstruktionerne. Dette benægtede Koch-Nielsen dog under sin første afhøring for to uger siden, da han mildt sagt tog afstand fra sin eks-klient, Thorsen.
Koch-Nielsen benægtede også, at han på noget tidspunkt gav den i rollen som PFAs advokat.
Herom fastslog Finn Harald Simonsen i vidneskranken:
"Jeg opfattede den dygtige erhvervs-advokat Koch-Nielsen som min garant overfor Kurt Thorsen. Han kunne holde Kurt lidt i frakkeskøderne.
Koch-Nielsen kendte til alle aftaler.
Mit indtryk var også, at han hjalp lidt til i PFA. Hele måden, det foregik på, efterlod ingen tvivl."
Simonsens udtalelser blev to timer senere overbevisende bekræftet af hans advokat, C.K. Knudsen:
"Lige fra starten blev det klart sagt af både Thorsen og Koch-Nielsen, at PFAs rolle i låne-garantierne skulle behandles fortroligt.
Netop derfor var Koch-Nielsen manden, der skulle kontaktes, idet han også repræsenterede PFA.
Det sagde han selv, og det har han også givet udtryk for skriftligt. Det var også Koch-Nielsen, som i praksis stod for hele opbygningen af Thorsens koncern."
Som dokumentation for C.K. Knudsens opfattelse blev der herefter fremlagt to interessante dokumenter i retten.
Det ene et brev af 5. maj 1998. Det er stilet til cement-koncernen Cemex, som solgte de spanske byggegrunde til Thorsen.
Pengene lånte Thorsen i øvrigt af Finn Harald Simonsen. Garantien var en af de falske fra Rasmus Trads og PFA.
I dette brev skriver Koch-Nielsen sort på hvidt, at han henvender sig "på vegne af Kurt Thorsen og PFA". At han som advokat repræsenterer PFA.
Det står i en skærende kontrast til Koch-Nielsens egen forklaring i vidneskranken for nylig.
Det andet dokument var en handlingsplan fra 30. november 1997. En såkaldt tipskupon med 13 væsentlige punkter.
Den blev udarbejdet på et søndags-møde hjemme hos Koch-Nielsen privat. Til stede var bl.a. C.K. Knudsen, men f.eks. ikke Kurt Thorsen.
Af handlingsplanen fremgik det, at Koch-Nielsen selv skulle tage sig af de 12 ud af 13 punkter. At han med andre ord var den praktiske styrmand i Thorsens ambitiøse projekt.
Dette og meget mere får han selv lejlighed til at forklare i retten på fredag.
Det ligner på forhånd en vanskelig opgave for Koch-Nielsen.
Afhøringen af Simonsen og Knudsen blev et alvorligt anslag mod den kendte advokats troværdighed.
I den mere muntre ende fik Finn Harald Simonsen flere gange latteren til at runge i byretten fredag.
Den to meter høje, 68-årige velhaver, mødte op i en arke-engelsk tweed-habit og ruskindssko, som klippet ud af den engelske landadel.
Sprogligt viste han sig dog at være nærmest en anti-snob. Simonsen kunne ikke præcist huske, hvor mange små-lån han havde ydet sin ven, Thorsen:
"Spørg min advokat. Men jeg lånte vel Kurt en 15-20 millioner i starten. Årsagen er meget simpel - Kurt havde jo ingen penge..."
Om den diskretion, der omgav PFA-garantierne:
"Vi skulle gå lidt stille med det. Den forklaring købte jeg - og forstod. PFA har jo tit haft en ret svingende forretnings-politik.
Men ligeså meget, som pensionskasserne holder af kurt Thorsen, ligeså meget hader de ham i bankerne - for at sige det ligeud..."
Simonsen bekræftede også, at han frejdigt fortalte sin bank, Den Danske bank i Luxembourg, om de hemmelige PFA-garantier:
"Koch-Nielsen blev tosset, og med god grund. Han lovede mig bål og brand. Men banken troede jo, jeg var direkte åndssvag, fordi jeg engagerede mig med Kurt Thorsen.
De sagde altså ikke åndssvag - men de mente det..."
Endelig kunne Simonsen dårligt huske lidt håndører, han også havde lånt til Thorsen - ca. 1,5 mio kr., hvoraf Thorsen i øvrigt gav den hele million videre Rasmus Trads til hans meget omtalte investering i Naverland, Glostrup:
"Jeg mener, de penge var til den daglige drift hos Kurt Thorsen. Han er jo ikke nogen billig herre.
Desuden kunne jeg godt lide ham. Han er en både venlig og intelligent mand."
Udenfor retssalen tilføjede milliardæren dog: "Jeg låner aldrig mere penge til Kurt."
Da Thorsen selv sagde pænt goddag til sin høje velgører, var Simonsen igen hurtig på aftrækkeren:
"Det er også fan's, man skal slæbes herind i retten, bare fordi man har noget med dig at gøre..."
Netop i dette øjeblik lignede Thorsen en lille dreng, der havde rapset fra kagedåsen. Han skylder stadig Simonsen i omegnen af 90 mio. kr.