Den kendte danske æblesaft fra Rynkeby  overtages muligvis af den amerikanske læsedrik-mastodont Coca-Cola.

Det skriver Dagbladet Børsen.

Den danske juice-leverandør, som med deres æblesaft på kartoner er en institution i mange danske børnefamilier, ejes netop nu af mejeriselskabet Arla.

Ifølge Børsen skulle repræsentanter fra Arla og Coca-Cola allerede have afholdt møder om en mulig overtagelse, men denne oplysning vil Arla ikke kommentere.

»Uanset om du havde ringet og sagt, at vi havde mødtes med præsidenten, er det ikke noget, vi kommenterer. Det er fortrolige møder,« siger Arlas pressechef, Theis Brøgger, til Dagbladet Børsen.

Kilder, Børsen har talt med, har tidligere vurderet, at Rynkeby er god for én eller halvanden milliard, hvis Arla vælger at sælge juice-producenten.

Danske mælkeproducenter producerer ikke mælk i et forventet omfang, og det presser Arla, der lider voldsomt af faldende mælkepriser. Derfor vil et salg af Rynkeby lune godt hos mejeriselskabet.

I 2014 omsatte Rynkeby for 1,1 milliarder kroner og havde et driftsunderskud på 103 millioner kroner.

Arla opkøbte Rynkeby, som har hovedsæde i Ringe på Fyn,  i 1998.