Mille Dinesen spiller hovedrollen i TV2s dramaserie »Rita«, og det gør hun så godt, at hun når ud over de danske grænser.
Torsdag aften blev hun ifølge tvnyt.com hædret med »Den Gyldne Nymfe« ved Monte Carlos store TV Festival.
- Det er meget stort, siger hun til tvnyt.com efter beskeden om, at hun modtog prisen.
- Jeg er meget beæret over alene at være nomineret, og jeg havde end ikke drømt om, at jeg ville vinde. Det er jeg virkelig, virkelig glad for. Det har været sådan en fornøjelse at arbejde med rollen som Rita, og det er en fantastisk gave at få den internationale anerkendelse, siger prisvinderen.
Dinesen vandt prisen foran internationale stjerner som Juliane Margolis (»The Good Wife«), Michelle Dockery (Downton Abbey«), Lena Headey (»Game of Thrones«) og omkring 40 andre.
»Rita« handler om en politisk ukorrekt skolelærer og hendes liv både personligt og privat, og endnu en sæson skal filmes til oktober.
BNB