Milits angriber kirke i Kenya
En niårig dreng blev dræbt, da en håndgranat søndag blev kastet ind i en kirke i Kenyas hovedstad, Nairobi. Kenyanske myndigheder mistænker somalisk milits for at stå bag angrebet.
En niårig dreng blev dræbt, da en håndgranat søndag blev kastet ind i en kirke i Kenyas hovedstad, Nairobi. Kenyanske myndigheder mistænker somalisk milits for at stå bag angrebet.
KENYA: Den islamistiske milits Al Shabaab fra Somalia mistænkes for at stå bag et granatangreb på en kirke i Kenya søndag. Angrebet fandt sted i hovedstaden Nairobi, hvor en niårig dreng blev dræbt og yderligere tre børn blev såret, da en ukendt gerningsmand kastede en håndgranat ind i kirken, hvor der blev afholdt søndagsskole. Det skriver Reuters.
Angrebet kommer to dage efter starten på en kenyansk offensiv mod Al Shabaab i den somaliske havneby Kismayo. Militsfolkene, der har tilknytning til al-Qaeda, har trukket sig tilbage til nærliggende byer og skove, men har svoret at fortsætte angrebene på somaliske og kenyanske tropper, bekæmper oprørsgrupper i det uroplagede land.
Kenya er blevet udsat for en række granatangreb, siden landet sidste år sendte sine styrker over grænsen til Somalia for at jage Al Shabaab, der beskyldes for at stå bag drab på sikkerhedsfolk og kidnapninger af vestlige turister.
En talsmand for politiet i Nairobi siger til Reuters, at Al Shabaab eller militsens sympatisører formentlig er skyld i søndagens angreb.
- Dette er de sidste spark fra en døende hest, for kenyansk politi har arresteret adskillige mistænkte i forbindelse med granatangrebene.
Et af de blodigste angreb fandt sted i den nordlige by Garissa i juli, hvor maskerede mænd angreb to kirker og dræbte 17 mennesker.