Hæren i Thailand har overtaget kontrollen med landets regering, og dermed ser det militærkup, der har ulmet under overfladen i flere dage, nu ud til at være en realitet.
Landets hærchef, general Prayuth Chan-ocha, der tirsdag siden indførte undtagelsestilstand, siger på landsdækkende TV, at hæren vil genskabe lov og orden i Thailand. Han oplyser desuden, at hæren vil skubbe på for at få gennemført reformer.
»For at situationen hurtigt kan blive normal igen og for at samfundet igen kan vende tilbage til fred og fordragelighed samt for at reformere den politiske, økonomiske og sociale struktur, er militæret nødt til at tage kontrol over magten,« forklarer han og forsikrer, at den seneste udvikling ikke kommer til at påvirke Thailands forhold til udlandet.
Hæren har indført udgangsforbud i nattetimerne i hele landet. Samtidig kræver hæren, at der udelukkende sendes radio- og TV-udsendelser med militært indhold, skriver Rueters.
Inden TV-talen havde nogle af Prayuths soldater hentet lederen af de regeringsfjendtlige demonstrationer, Suthep Thaugsuban, ud af et møde, som havde til hensigt at finde en løsning på krisen i landet, der har været dybt skadelig for Thailands økonomi.
Hæren har samtidig bebudet, at den vil sende tropper og fartøjer til de områder i Bangkok, hvor demonstranter er forsamlet. De vil eskortere demonstranterne væk, oplyser militærkilder ifølge Reuters.
Jatuporn Prompan, lederen af den ene gruppe demonstranter, de såkaldte rødskjorter, som bakker op om regeringen, siger at gruppen vil fortsætte sine protester i udkanten af Bangkok.
»Vil I kæmpe eller lade være? Vi går ingen vegne. Lad være med at gå i panik, vi var forberedte på det her,« siger han.
Modstanden fra rødskjorterne har ifølge Reuters fået thailandske soldater til at affyre varselsskud for at sprede de tusindvis af demonstranter, mens mindst en aktivistleder skal være blevet anholdt.