Hvis krisen i Syrien ender med en militær-mission, vil der efter alt at dømme blive tale om et lynangreb, hvor målet er at mindske den syriske præsident al-Assads indflydelse og evne til at kommunikere. Her kan du se, hvilke mål der kunne blive ramt først.

Borgerkrigen i Syrien tog for alvorlig en drejning onsdag i sidste uge, da ca. 1.300 mennesker - deriblandt mange børn og civile - blev ofre for et giftangreb i udkanten af Damaskus. Angiveligt Planlagt og udført af den syriske regering med præsident al-Assad i spidsen.

- Det er et meget topstyret system, hvor al-Assad sidder højest – og har sin familie og venner siddende meget tæt på sig i højtstående stillinger. Derfor vil målet være at få lammet denne topstyring, og det vil ske ved at lægge hans kommunikationsmuligheder ned, siger Lars Cramer-Larsen og tilføjer: 

- Hvis disse dele bliver sat ud af spillet, vil al-Assad ikke længere være i stand til at nå ud til sit folk. Han er en præsident, der i høj grad har brugt radio og tv som kommunikationsmiddel, og hvis det ikke længere er muligt for ham, kan han ikke styre slagets gang, siger Lars Cramer-Larsen, der kommer med et eksempel: Under første Golfkrig lykkedes det at lamme Saddam Husseins kommunikation med mange voldsomme luftangreb.

Urolighederne i Syrien begyndte i januar 2011, da det syriske folk i flere storbyer - inspireret af Det Arabiske Forår - begyndte at protestere mod præsidenten, Bashar Al-Assads regime. Siden har det udviklet sig til en regulær borgerkrig i landet, hvor omkring fem millioner syrere er blevet fordrevet internt, mens mindst 93.000 har mistet livet.

Militærstærk nation
En militæraktion vil ikke blive nogen let opgave for de vestlige styrker, for den Syriske hær er godt rustet - noget bedre end fx Libyen var i 2011, da internationale styrker opretholdt en flyforbudszone for at beskytte den civile befolkning mod lederen Gaddafi

Ifølge den britiske avis Daily Mail råder Syrien således over 178.000 bevæbnede styrker, 325 kampfly og 33 kamphelikoptere, lige som landet måske/måske ikke har de frygtede SA300 missiler. De er særdeles avancerede og vanskelige eller umulige at jamme og spore. Ifølge Lars Cramer-Larsen er det usikkert, om de for det første er leveret og for det andet om de syriske styrker er uddannet til at bruge dem.

Det syriske arsenal er stærkt blandt andet fordi Rusland har været fast leverandør af våben.